RENOVERING MED OMTANKE

RENOVERING MED OMTANKE

Stor tak til Ældre Sagen Hvidovre for at påpege manglen på ældre- og handicapboliger, seniorboliger og seniorfælleskaber, skriver PETER RYTTER:

LÆSERDEBAT: Som en af mange pensionister i Grenhusene har jeg afsøgt boligsituationen i Hvidovre for min aldersgruppe. Og jeg må konstatere, at udbuddet af egnede boliger er mangelfuldt.

Hvidovre kommune er ved at lave en helhedsplan for området syd for Høvedstensvej. Her vil det være naturligt, at medtænke det areal Grenhusene ligger på. Det kunne betyde boliger på begge sider af Biblioteksvej. Den ”øjenbæ” ”Fonagrunden” har udgjort i mere end 15 år, kunne forsvinde.

I stedet for at sanerer Grenhusene for mere end 3 millioner pr bolig, bør man tænke forfra! Projektet der er udarbejdet af DAB- Lejerbo gør, at bebyggelsen kun i beskeden grad vil være bevaringsværdig fremover. Samtidigt er tagets levetid begrænset og den næste renovering kan snart dateres. Skal Grenhusene efter renovering være bevaringsværdige, vil det betyde udarbejdelse af en bevarende lokalplan. Det betyder igen – skærpede krav til byggeriet som også vil betyde større udgift og endnu større huslejestigning end det der ses ind i nu.

Fjern i stedet Grenhusene helt. Og skab en ny samlet plan for området.

Der kan f.eks. bygges almindelige almene boliger i to etager (eller ældreboliger), som boligerne overfor på ANB. Boulevard. Der vil også være rigtig god plads til ældreboliger i to etager tilknyttet elevatortårne, som det kan ses på Claus Petersens Alle. I midten vil der være god plads til et seniorbofællesskab centreret omkring et fælleshus der kan bruges af alle pensionisterne i området. Til senior- og ældreboligerne vil der ikke være behov for 100 m2 have (pr bolig), men små flisebelagte områder i grønne parklignende arealer.

Et beskedent serviceareal til hjemmeplejen, der kan bruges som frokoststue, vil betyde, at ideen om faste teams pludselig er meget tættere på, at kunne realiseres for de ”mange” pensionister der kommer til at bo indenfor Grenhusenes område. Transporttiden for hjælperne vil blive begrænset. Driften vil blive optimeret!

Mig bekendt har DAB gennem flere år haft ønske om at bygge ældre- og seniorboliger, men har manglet byggegrunde. Nu er muligheden der. En del af kommunes samlede behov vil blive dækket. Der vil være plads til alle der er genhuset, og som ønsker at flytte tilbage.

Der er tale om vind, vind og vind! – For boligselskab, kommune og beboere.

Ønskes flere detaljer stiller jeg gerne op - ellers er det bare at sætte i gang!

Peter Rytter

Grenhusene 189

 

 

 

menu
menu