Selvfølgelig skal de have lov
Vores folkekirker hører ikke inde under Folkeoplysningsloven, skriver KENNETH F. CHRISTENSEN
LÆSERDEBAT: Pinse-gudstjenesten som vores folkekirker gerne ville have lov til igen at afholde på Risbjerggaard har fået meget omtale. Og med rette.
Jeg stillede allerede en måned inden gudstjenestens afholdelse spørgsmål til forvaltningen om, hvorfor de fik afslag og med et ønske om ændring af afgørelsen. Men som så mange andre spørgsmål, så tager det meget lang tid at få svar og først lige ved sommerferiens start kom mit svar så, der mindede meget om, hvad man har kunnet læse forskellige steder. Afslag i henhold til Folkeoplysningsloven.
Borgmesteren har gjort rede for, at Hizmets børnegruppe havde arrangement, der var der tale om en fejl, at de fik lov at låne Risbjerggaard. Det lyder jo sådan set meget godt, at borgmesteren har lært af tidligere fejl.
Men der er bare den detalje, at Folkekirkerne ikke hører under Folkeoplysningsloven og samtidig er folkekirkerne skrevet direkte ind i Grundloven som det eneste trossamfund i Kongeriget Danmark.
Vores konge skal til enhver tid være medlem af folkekirken.
Derfor har Hizmets børneorganisation og folkekirkerne ikke lige vilkår, da den ene er en forening og den anden er en institution. Dermed er afslaget givet på et vildledende grundlag.
Men der er i forbindelse med Ekstra Bladets aktindsigt dukket en række spørgsmål op, som jeg håber at kunne få svar på. Da borgmesteren blev inviteret til Eid-fest hos Hizmets børnegruppe, der takkede han pænt for invitationen, men kunne desværre ikke deltage. Det er som sådan rigtig fint, at der bliver taget godt imod borgmesterinvitationer. Det der foregik bagved tæppet stiller til gengæld min nysgerrighed på prøve.
For der er tale om en borgmesterinvitation. Vi har i Hvidovre en borgmester, en 1. viceborgmester og en 2. viceborgmester. Hvorfor er det, at borgmesteren vælger at sende borgmesterinvitationen videre til sin egen partifælle i stedet for at bruge det hierarki, der er vedtaget af Kommunalbestyrelsen?
Hvorfor er det, at besvarelsen af mine forholdsvis nemme spørgsmål skal trækkes så lang tid, så man ikke kan få rettet op på et afslag, der formentlig er afgivet på et forkert grundlag?
Hvorfor er det, at der bliver afgivet et afslag efter Folkeoplysningsloven til vores folkekirker, der ikke hører inde under denne lovgivning?
Denne sag er desværre endnu engang et eksempel på, at der er plads til forbedringer i borgmesterens håndtering af det fineste hverv, vi har her i byen.
Med venlig hilsen
Kenneth F. Christensen
Medlem af Økonomiudvalget (A)
