SENIORRÅDET INVITERER TIL DEBAT OM SENIORBOLIGER

SENIORRÅDET INVITERER TIL DEBAT OM SENIORBOLIGER

Seniorrådet i Hvidovre inviterer borgerne til debat om boligpolitikken i Hvidovre – med særligt fokus på manglen på seniorboliger

SENIORER: Livet er altid under forandring, og i denne artikel sætter vi fokus på ældres liv, udfordringer og behov – især behovet for at kunne ændre boligsituation i takt med livet.

Seniorrådet ved, at mange ældre oplever at bo i for store boliger, eller at adgangsforholdene i deres nuværende bolig ikke længere passer til deres fysiske formåen. Boligerne er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt fremkommelige.

Der kan være for mange trapper, for langt til offentlig transport og indkøb, og det kan føles uoverkommeligt at komme op på anden sal i ejendomme uden elevator.

I Hvidovre Kommune er der fokus på seniorvenlige boliger og en demensvenlig by. Mange projekter er på tegnebrættet, men det kan være svært at få et klart billede af, hvornår planerne bliver til virkelighed.

For mange ældre er økonomien samtidig en stor udfordring. Hvis man ikke har en ejerbolig at sælge, kan det være næsten umuligt at betale de høje huslejer i de nye boliger, der bliver opført.

Seniorer er ikke blot borgere med behov – de er også en stor ressource for kommunen. Mange seniorer har gennem et langt liv bidraget til samfundet og er fortsat gode og stabile skatteborgere. De deltager aktivt i foreningsliv, frivilligt arbejde, passer børnebørn og er med til at skabe sammenhængskraft i lokalsamfundene.

Når der mangler passende og betalelige seniorboliger i Hvidovre, er der en reel risiko for, at mange ældre vælger at flytte til andre kommuner, hvor boligmulighederne er bedre og mere tilgængelige. Dermed risikerer kommunen ikke alene at miste skatteindtægter, men også værdifulde ressourcer, erfaringer og engagement fra en stor gruppe borgere.

Boliger skal også modvirke ensomhed

Mange seniorer fortæller, at det sværeste ikke er alderdommen i sig selv – men følelsen af at blive mindre forbundet med andre mennesker.

Netop derfor er det vigtigt at bygge seniorvenlige boliger i forskellige lokalområder og sikre, at nærmiljøet inviterer til fællesskab. Det kan blandt andet ske gennem bænke, legepladser, opholdsrum, fælleslokaler og grønne mødesteder, hvor mennesker naturligt kan mødes på tværs af generationer.

Vi lever længere i dag, og mange har et stærkt ønske om at kunne klare sig selv længst muligt. Her kan den seniorvenlige bolig være med til at skabe både tryghed og selvstændighed.

Det er vigtigt at forstå, at man ikke bliver et andet menneske, bare fordi man bliver gammel. Man har stadig brug for fællesskab, respekt og noget at glæde sig til.

Et godt seniorliv handler ikke kun om alder – men om nærvær, værdighed og følelsen af fortsat at høre til.

Seniorrådet ønsker at høre fra borgerne

Seniorrådet i Hvidovre ønsker nu at høre seniorernes egne erfaringer og synspunkter:

Mangler der seniorvenlige boliger i dit område? Hvad mener du, der skal til for at skabe gode rammer for et trygt seniorliv i Hvidovre?

Seniorrådet opfordrer alle til at deltage i debatten og dele deres erfaringer og idéer.

Borgerne er meget velkomne til at kontakte Seniorrådet på telefonnummer 61333708, mail: seniorraadet@hvidovre.dk, Seniorrådets Facebook side Hvidovre – og selvfølgelig i Hvidovre Avis

Seniorrådet i Hvidovre

 

 

menu
menu