Seriebold: Bund og top i spil
Hvidovre tabte bundopgør – Friheden og Avedøre i sejrsmarch, Rosenhøj tilbage på sporet
Hvidovre slået i bundopgør
FODBOLD: Der var mere end bare tre point på spil, da Hvidovres Danmarksseriehold fredag tog imod Fredensborg i et vigtigt bundopgør.
Forudsætningerne var lovende. Spelmann kunne råde over profiler som Emil Borella, Alexander Johansen, Emmanuel Aby, Zamir Aliji og nytilkomne Haki Bedzeti fra divisionsholdet. Og Hvidovre lagde da også ud i et højt tempo. Allerede efter syv minutter satte Alexander Johansen fart fra egen banehalvdel, driblede sig igennem et ubalanceret Fredensborg-forsvar og sendte afslutningen tæt forbi stolpen.
Ti minutter senere fremtvang Johansen kampens største mulighed, da Frederik Grünwaldt blev nedlagt i feltet efter en flot aflevering. Johansen tog selv straffesparket, men måtte se sit forsøg reddet af keeperen.
Hvidovre fortsatte dominansen, og både Haki Bedzeti og Emil Borella havde store chancer inden pausen. Først reddede Fredensborgs målmand flot fra tæt hold, og siden var han hurtigt ude og lukkede vinklen ned, da Borella opsnappede en løs bold. Kort efter kom Johansen igen frem til en god mulighed, men heller ikke denne gang fik de bolden over stregen.
Allerede to minutter inde i anden halvleg headede Fredensborg sig foran på et hjørnespark. Ti minutter senere blev værterne straffet igen, da en boldtab midt på banen gav gæsterne en friløber. Med et træk rundt om målmand Alexander Hansen blev føringen fordoblet til 2-0.
Trods flere forsøg manglede HIF skarpheden i den sidste fase, og først seks minutter før tid kom forløsningen. Zamir Aliji tog sig af et frispark et par meter uden for feltet og sendte et sandt drømmemål op i det korte hjørne til 1-2.
Hvidovre formåede ikke at skabe yderligere chancer, og Fredensborg kunne tage alle tre point med hjem – et resultat, der efterlader HIF isoleret i bunden af rækken.
BK Friheden i sikker sejr – klar til topkamp
FODBOLD: BK Friheden hentede tre velfortjente point, da holdet på udebane besejrede bundproppen Hvalsø IF med 3-0. Dermed holder Friheden fast i andenpladsen og jagten på lokalrivalerne fra Avedøre på førstepladsen.
Hvalsø bed længe fra sig, men kort før pausen fandt Jeppe Feltsen vej til nettet og sikrede gæsterne en vigtig pauseføring.
Kort efter slog Friheden igen til, da Emil Drewes udbyggede til 2-0. Efter en times spil var han atter på pletten og lukkede kampen med sin anden scoring til slutresultatet 3-0.
Med sejren står BK Friheden fortsat solidt placeret som nummer to i Serie 1. Nu venter en ægte topkamp lørdag kl. 14.30, når Dianalund IF, der blot er to point efter, gæster Strandmarkens Fritidscenter.
Avedøre fortsætter sejrsstimen
FODBOLD: Avedøre er flyvende i Serie 1. I weekenden sikrede de sig sæsonens fjerde sejr i træk, da Høng GF blev sendt hjem med et klart nederlag på 5-1.
Der skulle ikke gå mere end ét minut, før hjemmeholdet havde bragt sig foran. Simon Boe Nielsen lagde bolden perfekt til Bjørn Jensen, som sikkert sendte den i nettet. Kort efter byttede de roller, da Boe Nielsen selv kom på måltavlen til 2-0.
Gæsterne pressede på for en reducering, men i stedet var det Martin Nordentoft, der udbyggede føringen til 3-0. Kort før pausen fik Høng dog tilkæmpet sig en reducering til 3-1.
Efter pausen gik der blot få minutter, før Bjørn Jensen igen viste målnæse. Med et præcist spark fra kanten af feltet øgede han til 4-1. Avedøre sad derefter tungt på kampen, og midtvejs i halvlegen lukkede Martin Nordentoft festen med sin anden scoring til slutresultatet 5-1.
Med sejren cementerer Avedøre sin stærke sæsonstart og topper fortsat Serie 1
Rosenhøj tilbage på sporet
FODBOLD: Efter nederlaget på hjemmebane mod Albertslund fandt Rosenhøj hurtigt tilbage på sporet, da holdet lørdag eftermiddag hentede en vigtig udesejr over Herlev IF.
Kampens eneste mål blev sat ind af Micas Grønbech, som sikrede Rosenhøj en 1-0 sejr og tre velfortjente point.
På lørdag får Rosenhøj igen mulighed for at vise sig frem på den nye hjemmebane på Sønderkær, hvor Brøndbyernes IF kommer på besøg kl. 13.
spo