Skaber plads til fællesskab og grøn omtanke

Skaber plads til fællesskab og grøn omtanke

Bæredygtighed i fokus i udvidelsen af Klub Nord – 1. spadestik blev taget i fredags

NYHEDER: I fredags tog borgmester Anders Wolf Andresen og formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon det første spadestik til udvidelsen af Klub Nord.

Projektet har involveret både klubbens ansatte og forældre, og det er endt med at blive et byggeprojekt, der har fokus på bæredygtighed med flere perspektiver.

Først og fremmest vil der blive bygget med genbrugte mursten fra den nedrevne bungalow på Hvidovregade 47. Og også fliser dérfra vil blive genbrugt i Klub Nord.

I de toiletter, der kommer i klubben, vil der blive skyllet med genbrugt tagvand, og hovedrummet får naturlig ventilation, der filtreres gennem søgræs. I forhaven kommer der et bassin, der forsinker vandet, så kloakkerne bliver skånet ved kraftig regn og skybrud.

Social bæredygtighed kom ind i projektet, da klubbens voksne og forældrene besluttede at skifte kurs i forhold til, hvad den nye tilbygning skulle rumme.

Fra start var der tanker om et gamingrum, der kunne være med til at fastholde unge i klubben, men i løbet af processen blev de voksne sammen enige om, at det slet ikke er gaming, der er behov for. Mange unge føler sig i forvejen isoleret og alene, og når man sidder fordybet i en skærm, får man ikke talt så meget sammen og kigget på hinanden.

Derfor bliver klubben nu i stedet udvidet med rammer til ægte socialt samvær.

- Unge og voksne kan glæde sig til hyggelige timer med brætspil og duften af friskbagte boller fra et nyt køkken. Det bliver simpelt hen så godt, og på Kommunalbestyrelsens vegne vil jeg gerne takke forældre og klubben for denne gode og modige beslutning, sagde borgmester Anders Wolf Andresen, inden han satte spaden i jorden sammen med Sara Benzon.

Den nye tilbygning i Klub Nord forventes færdig næste sommer.

menu
menu