Skal finde ny løsning
Kommunalbestyrelsen forkaster Lokalplan 347- byggeri ved ”AOF-huset”
NYHEDER: Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 26. august valgt at forkaste den endelige vedtagelse af Lokalplan 347. Planen skulle muliggøre opførelse af en ny etagebebyggelse med boliger, butikker og café på Hvidovrevej 432-438 og Gammel Køge Landevej 362.
Sagen har været præget af to scenarier: Scenarie 1 med lukning af Ajax Alle og scenarie 2 med en omlægning af vejen langs jernbanedæmningen. Begge løsninger har været genstand for omfattende høringer og dialog med både borgere og udvikleren, Innovator A/S. Det reviderede scenarie 2, der reducerede byggemulighederne og fjernede parkeringspladser, var godkendt af kommunens vejmyndighed, men alligevel valgte Kommunalbestyrelsen at afvise lokalplanen.
Mange borgere har i høringssvarene udtrykt bekymring for trafikale problemer, bebyggelsens omfang og udseende. Afvisningen betyder, at den nuværende købskontrakt med udvikleren skal genforhandles, hvis projektet skal realiseres på et senere tidspunkt.
Kommunalbestyrelsens beslutning betyder, at der ikke kan bygges efter den nuværende plan. Der skal nu findes en ny løsning, der kan balancere byudvikling, trafikale hensyn og borgerinddragelse.
red
