SKAL FORTSAT STÅ SAMMEN OM UKRAINE

SKAL FORTSAT STÅ SAMMEN OM UKRAINE

Vi må ikke blive for trætte til at hjælpe, skriver BRIAN KØSTER

LÆSERDEBAT: Snart er der gået fire år siden Rusland indledte sin brutale invasion af Ukraine. Fire år, hvor ukrainere hver eneste dag har levet med krig, ødelæggelse og tab. Fire år, hvor vi i Danmark har taget imod mange mennesker på flugt fra bomber og besættelse. Men selvom tiden går, må vores solidaritet ikke forsvinde.

Radikale Venstre har slået fast, at Danmark både bør fortsætte og udvide sin støtte til Ukraine – både militært, økonomisk, humanitært og politisk. I vores hovedbestyrelse har jeg været med til understrege, at Danmark skal fortsætte sin støtte, indtil krigen er slut, og også bidrage til genopbygningen af Ukraine.

For Ukraines befolkning bløder stadig – også for os. De kæmper ikke kun for deres eget land, men for de værdier, vi i Europa bygger vores frihed på: demokrati, selvbestemmelse og fred.

Derfor skal vi fortsat stå sammen om Ukraine – også her i Hvidovre.

Det betyder også, at vi som kommune skal tage ansvar for at skabe plads og tryghed for de ukrainere, der kommer hertil. Mange har allerede fundet en hverdag, men presset på boliger og midlertidige løsninger er stadig stort. Ukrainerne er meget taknemmelige og bl.a. indlogeret på Belægningen og Retræten, vandrehjem og midlertidige pavilloner under meget beskedne kår. Her kan vi som borgere også gøre en forskel. Privat indlogering kan være en del af løsningen. Hvis flere har mulighed for at leje et værelse ud eller stille en bolig til rådighed, kan det både hjælpe den enkelte ukrainer og samtidig være en fordel for privatøkonomien hos værten – og for kommuneøkonomien, fordi behovet for dyre midlertidige løsninger mindskes.

På længere sigt bør vi også tænke mere nationalt. Måske giver det bedre mening at arbejde for en fordeling på tværs af landet, hvor tomme boliger i mindre befolkede områder kan bringes i spil. Det kan potentielt kompensere kommuner, der i dag står med uudnyttede ressourcer og svækket økonomi. Men én ting er helt sikkert:

Vi må ikke blive trætte af at hjælpe. Ukraine har ikke fået fred. Krigen er ikke slut. Og vores medmenneskelighed må ikke have en udløbsdato.

Vi skal fortsat sige klart og tydeligt: Putin – stop din krig.

Brian Køster, Radikale Venstre Hvidovre

Folketingskandidat og KB-medlem.

 

menu
menu