Sociale medier først efter 9. klasse
Risbjergskolen inviterer forældre om sociale-medie-kontrakt
NYHEDER: Risbjergskolen følger nu i Dansborgskolens fodspor og indfører en ny kontrakt, der skal sikre, at eleverne først får adgang til sociale medier, når de har afsluttet 9. klasse. Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor både forskning og politik sætter fokus på børns digitale liv – og hvor hver anden tiårig allerede har en profil på sociale medier, på trods af en aldersgrænse på 13 år.
Forældre inviteres til dialog
Torsdag den 5. marts kl. 17.00 i Kometen afholder skolen et arrangement, hvor forældre kan få indblik i, hvordan skærmbrug påvirker børn – både følelsesmæssigt, udviklingsmæssigt og neurologisk. Aftenens hovedtaler er psykolog og skærmtidsforsker Aida Bikic, der har forsket i børns digitale vaner ved Syddansk Universitet og Yale University.
– Vi ser en stigende bekymring blandt forældre og fagfolk omkring børns skærmbrug. Derfor vil vi skabe et rum, hvor vi kan drøfte, hvordan vi sammen kan sætte rammer, der giver tryghed for vores børn, siger Søren Krogh Nielsen, der står bag arrangementet.
Forskning og politik bakker op
Ifølge tal fra Epinion har 3 ud af 4 børn mellem 9 og 14 år set stødende indhold online. Samtidig arbejder regeringen på en politisk aftale, der skal forbyde sociale medier for børn under 15 år – en aftale, der forventes vedtaget i Folketinget i 2026.
På Risbjergskolen vil man ikke vente på lovgivningen. Skolen præsenterer på arrangementet sin nye sociale medie-kontrakt, som skal sikre, at eleverne først får adgang til sociale medier, når de er gamle nok til at håndtere indholdet.
Arrangementet er åbent for alle forældre.
red
