Spejdere på podiet
DM i Spejder 2026
NAVNE: Spejderpatruljen “Dynamit Harrys Disciple” fra KFUM Hvidovre Syd opnåede en flot 3. plads blandt 26 patruljer ved DM i Spejder, som blev afholdt i pinsen på Houens Odde Spejdercenter ved Kolding.
De færreste er måske klar over, hvad et sådant DM går ud på – for er spejder ikke bare noget med lejrbål og snobrød?
For de store tropsspejdere (6.-8. klasse) er virkeligheden en anden. Patruljerne udsættes for fysisk krævende udfordringer som aftenhike med oppakning, vandpassage i åbent (koldt!) vand, 200-posters stressløb på tid, natteløb, madkonkurrencer over bål og meget mere.
Patruljerne måles ikke kun på, hvem der er hurtigst og stærkest, men i lige så høj grad på samarbejde, opfindsomhed og evnen til at spille hinanden gode – især under pres. Eksempelvis når et åbent benbrud skal håndteres på førstehjælpsposten under skrig og skrål, når der skal argumenteres for unges rettigheder over for voksne, eller når koder skal aflæses i selvlysende væsker. Det er ikke tilfældigt, at lederkurser i erhvervslivet til forveksling kan ligne et spejder-adventure-race.
Den sprængfarlige Hvidovre-patrulje kvalificerede sig til finalestævnet ved at vinde kvalifikationen for Nordsjælland og Københavnsområdet på Arresøcentret måneden før så forventningerne var da også høje.
“Dynamit Harrys Disciple”, som er Martha, Louis, Bertram, Ruben, Bendix, Anton og Jakob, leverede en stærk indsats og sikrede med en plads på podiet, at de er blandt landets sejeste spejderpatruljer.
red