Svar fra borgmesteren: Vi planlægger fremtidens pleje med omtanke

ANDERS WOLF ANDRESEN med svar på indlæg om plejehjemskapacitet:
LÆSERDEBAT: I Hvidovre Kommune har vi stort fokus på, at vores ældre borgere skal kunne få den rette pleje og omsorg, de har brug for - når de har brug for den. Det kræver, at vi hele tiden har blik for udviklingen og planlægger klogt, både på kort og lang sigt.
Derfor holder vi hele tiden øje med udviklingen, og vi får i Kommunalbestyrelsen løbende prognoser for, hvor stort behovet bliver for plejeboliger og -pladser i fremtiden. Den seneste fremskrivning viser, at behovet for plejeboliger er justeret en smule op og forventes at stige til 87 frem mod 2035.
Det er dog vigtigt at nævne, at fremskrivningen skal tages med et lille forbehold, fordi meget spiller ind på efterspørgslen på plejeboliger. Fx holder flere ældre sig sundere i længere tid, og flere har lyst og mulighed for at blive længere i eget hjem. Den udvikling ser vi som positivt, og vi ønsker at støtte den bedst muligt. Med budgetaftalen 2025 er der sikret flere indsatser til at imødekomme denne tendens blandt ældre.
Blandt andet derfor har vi også netop åbnet nye daghjemspladser, som støtter op om de borgere, der bor hjemme, men har brug for ekstra hjælp i hverdagen. Samtidig har vi allerede konverteret flere beskyttede boliger til plejeboliger, og der er afsat midler til at konvertere flere i de kommende år. Vi har også sat penge af til at undersøge, om vi kan udvide Strandmarkshave Plejehjem i forbindelse med en renovering - det ser vi nærmere på i år.
Friplejehjem
Som en del af byudviklingen i forbindelse med idrætsvisionen har vi også indarbejdet mulighed for etablering af friplejehjem. For selvom vi selv planlægger og prioriterer kommunale løsninger, så er det også meget dyrt at bygge nyt. Derfor er det økonomisk fornuftigt, at en privat eller selvejende aktør kan bidrage til at dække den sidste og mere usikre del af fremtidens kapacitetsbehov. Det sikrer, at vi kan udvide kapaciteten uden at belaste kommunens økonomi unødigt.
Nogen har spurgt, hvorfor vi ikke har valgt at omdanne Strandmarkens Fritidscenter til plejehjem, som der engang var planer om. Det er en forståelig tanke, men det ville desværre have været en meget dyr løsning. Der er tale om en grund, hvor der er en såkaldt hjemfaldspligt til Københavns Kommune – at vi skulle betale en betragtelig tillægssum, hvis vi ville ændre brugen af ejendommen til fx plejehjem. Det ville ikke være den mest ansvarlige brug af kommunens midler, og derfor besluttede et bredt flertal i Kommunalbestyrelsen i forbindelse med budgetaftalen for 2024-2027, at vi ikke går den vej.
Det betyder ikke, at vi ikke tager kapacitetsudfordringerne alvorligt - tværtimod. Lige nu er der ret kort ventetid på plejeboliger i Hvidovre, og alle, der søger en bolig, får et ja, hvis de opfylder kriterierne. Ventetiden bliver dog længere, hvis borgeren kun ønsker en bolig på et bestemt plejehjem.
Samtidig ved vi, at behov kan ændre sig, og derfor følger vi udviklingen tæt. Kommunens administration arbejder allerede på en ny opdatering af plejeboligbehovet, som bliver klar til efteråret, når Danmarks Statistik offentliggør den nyeste befolkningsprognose. Det gør os i stand til at handle i tide og tilpasse vores planer, så vi kan sikre både tryghed og værdighed for fremtidens ældre, uanset om de bor hjemme eller på plejehjem.
Venlig hilsen
Borgmester Anders Wolf Andresen