Tester ny elektrisk metode til bekæmpelse af invasiv plante
Hvidovre Kommune går som en af de første i Danmark i gang med at teste en ny elektrisk metode til bekæmpelse af den invasive plante pileurt
NYHEDER: Hvidovre Kommune er blandt de første i Danmark til at afprøve en ny, elektrisk metode i kampen mod den invasive plante pileurt. Metoden, der allerede har vist lovende resultater i udlandet, skal nu testes i samarbejde med fire andre kommuner og virksomheden Care4Natur.
Elektriske impulser skal ”koge” rødderne
Den nye teknologi går ud på at sende elektriske impulser direkte ned i plantens stængel, så varmen ødelægger de dybtliggende rødder. I lande som Holland og England har metoden vist sig effektiv, og nu skal den afprøves i dansk kontekst.
- Det er vigtigt, at vi som kommuner arbejder sammen og handler hurtigt. Pileurt er en af de mest problematiske invasive arter, og vi har brug for innovative løsninger, der både sparer ressourcer og beskytter naturen mere effektivt, siger Tina Cartey, formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Hvidovre Kommune.
Pileurt: En dyr og genstridig fjende
Pileurt er kendt for at kunne udvikle rodnet på op til 50 kilo pr. kvadratmeter og sende rødder flere meter ned i jorden. I Storbritannien forårsager planten årligt skader for omkring 250 millioner pund – særligt på bygninger, veje og infrastruktur. Selvom pileurten endnu ikke er lige så udbredt i Danmark, er der bred enighed om, at der er behov for nye og mere effektive bekæmpelsesmetoder.
- Traditionelle metoder er meget omfangsrige og dyre. Derfor er vi glade for at være blandt de første kommuner, der afprøver en teknologi, som potentielt kan blive et gennembrud, forklarer Steen Roed, naturmedarbejder i Hvidovre Kommune.
Billigere, hurtigere og mindre belastende
De nuværende metoder til bekæmpelse af pileurt er både tidskrævende og kostbare. En typisk rydning kan løbe op i mellem 200.000 og 400.000 kroner, og alternativer som opgravning eller flere års afdækning kræver store ressourcer. Den nye elektriske metode forventes at være både billigere, hurtigere og mindre fysisk belastende for medarbejderne.
Forsøg starter bag Åmarken Station
I Hvidovre sættes forsøget i gang fredag den 10. april i et område bag Åmarken Station. Her vil Care4Natur teste metoden på forskellige typer bevoksning for at finde ud af, hvor den er mest effektiv.
red
