TID TIL HANDLING IKKE UNDSKYLDNINGER

TID TIL HANDLING IKKE UNDSKYLDNINGER

Ældreplejen i Hvidovre er noget vi skal være stolte af, skriver MIKKEL DENCKER:

LÆSERDEBAT: Det er rystende læsning, at Hvidovre Kommune ligger næstsidst i hele landet på borgernes tilfredshed med ældreplejen – samtidig med, at vi er blandt de kommuner, der bruger allerflest penge på området. Det er et klart tegn på, at noget er gået galt. Ikke bare i systemet, men i den politiske prioritering og opfølgning.

Borgmesteren skyder skylden på ”timingen” af undersøgelsen og på forandringer i hjemmeplejen. Men det er en forklaring, som jeg kun tror er en lille del af den egentlige årsag. Nej, forklaringen på den lave tilfredshed skyldes nok noget mere basalt: mit bud er at manglende tillid til systemet kunne forklare det meste. Manglende tillid til at de fine løfter for hjemmeplejen bliver til noget og til at det påståede høje serviceniveau virkelig findes ude i hjemmene.

For det er et faktum, at mange ældres oplevelse er, at de er fremmedgjorte overfor de mennesker der kommer i deres hjem, for at hjælpe dem. Det skyldes den enkle årsag, at det er så mange forskellige SOSU’er, vikarer og kortvarigt ansatte, der hjælper den enkelte, at det er svært at danne de relationer, som giver tryghed. Og tryghed er en kvalitet, som vanskeligt kan måles.

En anden helt reelt forklaring er også, at mange ældre er skuffede over det serviceniveau de bliver tilbudt af kommunen. For det er et faktum, at kommunen eksempelvis har foretaget en såkaldt revisitation af mange hjemmehjælpsmodtagere, for at se om de var tildelt den rigtige mængde hjælp. Det var en bureaukratisk udtænkt spareøvelse, som ikke blev foretaget af omsorg for om den enkelte nu fik hjælp nok, men tværtimod om man kunne spare lidt penge, ved at fratage nogle ældre den hjælp, de allerede var blevet tildelt. Sådan en øvelse skaber mistillid.

Et andet eksempel er, at et flertal i Kommunalbestyrelsen har besluttet at indføre en mere restriktiv visitationspraksis. Det betyder med andre ord, at kommunen holder igen med at tildele hjælp og det bliver derfor sværere end tidligere at få tildelt den samme mængde hjemmehjælp. Denne praksis harmonerer slet ikke med de mange fine ord, man tit hører om, at Hvidovre har et højt serviceniveau. Dette skaber også mistillid.

De to beslutninger jeg her har nævnt, blev begge truffet på et møde i Kommunalbestyrelsen den 29. august 2023, hvor alle partier, bortset fra to, stemte for. De to der stemte imod, var Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Så politikerne i Kommunalbestyrelsen har altså et stort ansvar for, at ældreservicen i Hvidovre af brugerne opleves som havende et lavt niveau. Det skyldes ikke medarbejderne. Dem er vi i Dansk Folkeparti overbevist om, at de leverer et samvittighedsfuldt stykke arbejde hver eneste dag.

I Dansk Folkeparti vil vi blive ved med at kæmpe for, at ældreplejen i Hvidovre skal være noget, vi kan være stolte af – ikke undskylde for.

 

Med venlig hilsen

Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti

 

menu
menu