Tilbage på sporet

Tilbage på sporet

Tre toppolitikere tager nu over i Socialdemokratiet

NYHEDER: Efter nogle turbulente år, har Socialdemokratiet i Hvidovre – under devisen ”Tilbage på sporet” – nu sat kursen for de kommende år.

Det skete på weekendens ordinære kredsgeneralforsamling, hvor der blev valgt en ny kredsbestyrelse med både politisk og organisatorisk erfaring.

I den nyvalgte bestyrelse indtræder således tre af de mest erfarne lokalpolitikere, nemlig tidl. folketingsmedlem Maria Durhuus som formand, tidl. regionsmedlem Nicolaj Kampmann og tidl. borgmester Helle Adelborg.

Effektivitet

– Da der ikke umiddelbart er forventning om et valg i en ret lang periode, er der basis for at få skabt indhold i den politik, der skal føres frem mod de kommende valg og samtidig få bygget en effektiv kampagneorganisation op, siger Vagn Majland, der også valgtes til kredsbestyrelsen.

Debatten på generalforsamlingen var selvfølgelig rettet meget mod de seneste to valg, som bestemt ikke har været prangende for partiet. Debatten var dog ikke i form af ”bål og brand”, men derimod med fokus på en visionær fremtid.

Den kendsgerning, at fire ud af fem af de direkte valgte kredsbestyrelsesmedlemmer havde valgt ikke at genopstille, gav mulighed for at overveje den mest effektive sammensætning af kredsbestyrelsen.

– Det endte jo positivt med at der nu sidder et medlem med folketingserfaring og et medlem med regionsrådserfaring. Samtidig har et kommunalbestyrelsesmedlem valgt at stille op som suppleant. På den organisatoriske side blev der valgt to medlemmer med mange års organisatorisk erfaring, tilføjer Majland.

Ny bestyrelse

Ingen tvivl om at stemningen i partiet blev løftet en hel del i løbet af de timer generalforsamlingen varede.

Den nye bestyrelse består herefter af formand Maria Durhuus, kasserer Jørn Henningsen, de tre bestyrelsesmedlemmer Vagn Majland, Nicolai Kampmann og Parly Holm, samt Helle Adelborg som suppleant og i øvrigt som aktiv deltager i kredsbestyrelsens virke.  

 

 

mads
menu
menu