Tre nye boligprojekter på vej

Tre nye boligprojekter på vej

Kommunen udvider kapacitet for ukrainske flygtninge:

NYHEDER:  Siden Ruslands invasion af Ukraine for næsten fire år siden har Hvidovre Kommune modtaget over 500 ukrainske flygtninge. Nu er kommunens eksisterende flygtningeboliger fuldt optaget, og der er behov for at etablere nye midlertidige boliger.

På Økonomiudvalgets møde i mandags den 16. februar blev der derfor fremlagt konkrete forslag til tre nye projekter, der skal sikre plads til de kommende flygtninge.

Flere unge mænd ankommer

Siden september 2025 har Hvidovre oplevet en stigning i antallet af nyankomne ukrainske flygtninge – især unge mænd. Dette skyldes en ændring i Ukraines rejseregler, der nu tillader mænd mellem 18 og 22 år at forlade landet. I gennemsnit ankommer der nu 15 nye flygtninge om måneden, mod tidligere syv. Samtidig er der en stor mobilitet blandt de ukrainske flygtninge: knap 150 personer har forladt Hvidovre igen, hovedsageligt ved udvandring.

Tre nye boligprojekter på vej

For at imødekomme det stigende behov har kommunen udpeget tre konkrete projekter:

Femagervej 37: Den tidligere Klub Nord-bygnings skal omdannes til boliger for 15 personer. Projektet forventes færdigt 1. maj 2026 og koster 1,25 mio. kr.

Hvidovre Enghavevej 2: En tidligere institution omdannes til boliger for 22 personer, klar til indflytning medio april 2026. Projektet koster 1,15 mio. kr.

Høvedstensvej 45: En ekstra etage med pavilloner tilføjes, hvilket giver plads til 36 personer. Projektet kan stå færdigt 1. juni 2026 og koster 1,04 mio. kr.

Politisk opbakning

Forslagene har fået bred opbakning i både Social-, Sundheds- og Borger­serviceudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget. Gruppe A undlod at stemme, men alle andre partier støttede forslagene. Helle Adelborg (A) og Tina Cartey Hansen (C) stillede spørgsmål om bl.a. bygningernes stand og muligheder for udvidelse af kapaciteten ved Strandmarkens Fritidscenter. Hvis Kommunalbestyrelsen godkender forslagene, kan arbejdet med at etablere de nye boliger straks sættes i gang, så de kan stå klar i foråret/sommeren 2026.

Kommunen forventer fortsat kompensation fra staten for udgifterne, men det endelige beløb afventer de årlige kommuneforhandlinger. Samtidig arbejder kommunen på at integrere flygtningene på arbejdsmarkedet: 45% af de voksne ukrainere i Hvidovre er i arbejde, og målet er at nå landsgennemsnittet på 50% i 2026.

Hvis krigen fortsætter, forventes de ukrainske flygtninges opholdstilladelse forlænget. Kommunen forbereder sig på at modtage mellem 84 og 180 nye flygtninge i 2026, afhængigt af tilstrømningen. Uden de nye projekter ville kommunen være nødt til at bruge dyre hoteller som midlertidig løsning.

 

Foto: Huset på Femagervej der tidligere husede Klub Nord er bl.a. udpeget til at kunne huse nye flygtninge fra Ukraine

 

red
menu
menu