Tre talere til årets markering af Flagdagen
Tidligere udsendte hædres på Hvidovre Rådhus på fredag
ARRANGEMENT: Flagdagen for Danmarks udsendte markeres i år med et arrangement på Hvidovre Rådhus. Her hylder Hvidovre Kommune de personer fra Hvidovre, der har været udsendt for Danmark i året, der er gået – og tidligere.
Hvidovres borgmester og medlemmer af Kommunalbestyrelsen tager imod de tidligere udsendte, der ønsker at deltage i arrangementet på fredag den 5. september.
Det er vigtigt for mig og for Hvidovre Kommune, at vi får takket de medborgere, der har været sendt ud for Danmark, for deres indsats. Flagdagen er en god anledning til at mødes og få sagt tak og ikke mindst at få sat fokus på, hvordan det også kan påvirke den enkelte, efter man har været udsendt”, siger borgmester Anders Wolf Andresen. Ved arrangementet på Hvidovre Rådhus taler borgmesteren, og der er desuden inviteret to gæstetalere.
Den første er Ronnie Santiago, der har været udsendt til Dvor på Balkan som oversergent og næstkommanderende i en forsyningsafdeling i 1995. Ronnie spiller ishockey og er holdleder for veteranholdet Copenhagen Guardians, der er et ishockeyhold for militærveteraner fra hele Sjælland. Ronnie vil fortælle om veteranholdet, der fra 1. august er rykket til Hvidovre som en del af Hvidovre Ishockeyklub. Det er et af kun seks danske ishockeyhold for veteraner.
Den anden gæstetaler er Andreas Agtboel, Hvidovreborger, der har været udsendt til Afghanistan som traumebehandler på en dansk-britisk militærbase i 2011-12. Han har en bred baggrund i Forsvaret og har desuden arbejdet som ambulanceredder og som fuldmægtig i Beredskabsstyrelsen. For 3-4 år siden blev Andreas alvorligt syg, og i dag er han førtidspensioneret på grund af svær PTSD. Han vil på Flagdagen bl.a. fortælle om at mærke efter og sige fra, når man ikke har overskud.
Foto: Ronnie Santiago er en af talerne
