Tryghed og fællesskab for hjemløse kvinder
Røde Kors Herberg for Kvinder fylder 30 år
JUBILÆUM: På tirsdag den 23. september kan Røde Kors Herberg for Kvinder i Hvidovre fejre sit 30-års jubilæum. Siden åbningen i 1995 har herberget været en vigtig brik i arbejdet med at hjælpe kvinder i hjemløshed ved at tilbyde et trygt hjem og et fællesskab, hvor frivillige ildsjæle har skabt nærvær og varme for beboerne.
Fra lokal initiativ til landsdækkende
Det hele startede med Inge Jensen og en gruppe lokale borgere, der i 1995 tog initiativ til at åbne et herberg kun for kvinder – et tilbud, der på daværende tidspunkt var sjældent. Inge Jensen insisterede på, at også kvinder skulle have et trygt sted at sove og mødes i øjenhøjde. Siden da er herberget vokset fra 5-6 sengepladser til i dag at have plads til 27 kvinder, alle med enkeltmandsværelser. I de første år blev herberget drevet næsten udelukkende af frivillige, mens der i dag er fagpersonale på herberget døgnet rundt. Frivilligheden har dog altid været en central del af herbergets DNA, og de frivillige spiller fortsat en afgørende rolle i at skabe et nærværende og medmenneskeligt miljø.
Ifølge tal fra 2024 er 23% af de hjemløse i Danmark kvinder. Mange af disse kvinder har været udsat for vold, og derfor er det afgørende, at der findes skærmede tilbud kun for kvinder.
– Mange af de kvinder, der kommer til os, har oplevet fysisk overgreb fra mænd. Her på herberget har de brug for trygge rammer, hvor de ikke skal være på vagt. Det giver ro – og ro er en forudsætning for, at man kan begynde at hele og forhåbentligt en dag flytte i egen bolig, fortæller Ayfer Baykal, forstander på Røde Kors Herberg for Kvinder.
Frivillige ildsjæle hyldes
I anledning af jubilæet ønsker herberget at hylde de frivillige, der gennem årene har været med til at skabe den særlige varme og omsorg, der kendetegner stedet.
– Det er vores frivillige kræfter, der gør det muligt at skabe den menneskelige omsorg, som vi er kendt for. De ser det enkelte menneske og er med til at skabe en hverdag med plads til kreative sysler og samtaler om stort og småt, siger Ayfer Baykal.
Drømmen om en fremtid uden hjemløshed
Gennem de sidste 30 år har Røde Kors Herberg for Kvinder gjort en markant forskel for kvinder i hjemløshed. Herberget har udviklet sig og vokset, og der er store drømme for fremtiden:
– Vi drømmer om at kunne styrke og støtte flere kvinder i hjemløshed og tilbyde bedre faciliteter, som for eksempel undervisning og udvikling. Men i den ideelle verden er vores drøm, at vi bliver overflødige, fordi alle kvinder har et trygt sted at bo, afslutter Ayfer Baykal.
Så længe der er et behov for herberget, vil Røde Kors Herberg for Kvinder fortsat være en vigtig støtte for kvinder i hjemløshed ved at tilbyde tryghed, fællesskab og en udstrakt hånd til de kvinder, der har brug for det.
red
