UDSÆT BESLUTNINGEN – GIV BEBOERNE ET REELT VALG!
HENNING NIELSEN med åbent brev til kommunalbestyrelsen om Grenhusene
LÆSERDEBAT: På tirsdag skal der træffes endelig beslutning om Grenhusenes fremtid. Beslutningen får store konsekvenser for 158 familier og fortjener derfor et så oplyst grundlag som muligt.
Økonomiudvalget valgte i første omgang at udsætte sagen "med henblik på en belysning af alternative scenarier for renoveringen".
Det blev af mange opfattet som et tilsagn om at få belyst sagen gennem en reel second opinion fra en uafhængig aktør.
I stedet deltog de aktører, der selv havde udarbejdet den eksisterende renoveringsplan, nemlig DAB-Lejerbo og Hvidovre Almennyttige Boligselskab, i udvalgets møde den 18. maj for at holde et "kort oplæg om proces og afsøgte muligheder". Det gav ikke kommunalbestyrelsen et uafhængigt grundlag at vurdere alternative løsninger på.
Men der findes faktisk en anden mulighed:
Hvis de nødvendige arbejder kan gennemføres uden udskiftning af terrændæk, kan det være en løsning der både er mindre indgribende overfor miljøet, væsentligt billigere og mulig at gennemføre uden genhusning. For mange beboere vil det have afgørende betydning – også fordi en genhusning kan få alvorlige konsekvenser for familiernes hverdag og for deres mulighed for at beholde deres kæledyr.
Løsningen understøttes af administrationens skriftlige materiale til dagsordenen hvor man skriver:
"I de nødvendige arbejder indgår ikke en udskiftning af terrændæk, hvilket må antages at betyde, at de indvendige ændringer bliver minimale, da der dermed heller ikke foretages udskiftning af køkkener, badeværelser eller etablering af tilgængelighedsboliger."
Denne mulighed bør undersøges nærmere før der træffes en endelig beslutning.
Jeg vil derfor opfordre kommunalbestyrelsen til at udsætte sagen med henblik på at få udarbejdet en alternativ renoveringsplan, så både beboere og politikere har et reelt og oplyst grundlag at vælge imellem.
Med venlig hilsen
Henning Nielsen
Grenhusene 58
