Uklare regler lammer kultur- og fællesskabsarbejde
Frivilligt engagement i Hvidovre er havnet i administrativ limbo
NYHEDER: Risbjerggaard Gruppen, der siden 2022 har arbejdet for at skabe kultur- og fællesskabsaktiviteter i Hvidovre, oplever i øjeblikket, at foreningens muligheder er blevet væsentligt begrænset nærmest umuliggjort.
Foreningen blev dannet i kølvandet på åbningen af Kulturhus Risbjerggaard under sloganet ”DIT, MIT og VORES”. Siden da har gruppen afholdt åbne møder, musikarrangementer, temadebatter og større fællesskabsbegivenheder som Fest i Bymidten.
Siden december 2024 har foreningen imidlertid afventet en afklaring på sine muligheder for at booke lokaler og opkræve entreindtægter til dækning af faktiske udgifter. En endelig juridisk afklaring er fortsat ikke kommet, og foreningen har været i uvished i over 15 måneder.
– Det handler ikke kun om os. Det handler om rammerne for frivilligt engagement i Hvidovre. Hvis reglerne er uklare eller administreres forskelligt, svækkes tilliden og lysten til at engagere sig, udtaler John Stahlschmidt Møller, formand for Risbjerggaard Gruppen.
Foreningen har nu ansøgt om at blive godkendt som folkeoplysende forening for at sikre klare og ens rammer. Ansøgningen er ikke blevet imødekommet administrativt, og foreningen har bedt de politiske partier om en principiel afklaring.
Foto: Risbjerggaard Gruppen afventer stadig afklaring på klare rammer for brug af kulturhuset.
red
