Unge i Hvidovre fik indblik i jobbet som autoredder
Færdiguddannede autoreddere bruger tid på at fortælle andre unge om uddannelsen
UDDANNELSE: To nyuddannede autoreddere fra SOS Dansk Autohjælp kiggede sidst på året forbi Hvidovre Ungdomsskoles 10. klassescenter for at fortælle om en lidt anderledes karrierevej.
Med sig havde de ikke bare erfaringer fra hverdagen på vejene, men også en mission: at inspirere de unge til at overveje en uddannelse, hvor interessen for biler kombineres med lysten til at hjælpe mennesker i nød.
Kasper Sparre Jørgensen og Magnus Trier blev begge færdiguddannede som autoreddere i sommer. Nu bruger de noget af deres arbejdstid på at fortælle andre unge om uddannelsen til autoredder.
- Som autoredder hjælper vi folk videre, bogstaveligt talt. Det kan være alt fra starthjælp og hjulskift til at få en låst dør op eller bjærge en lastbil. Ingen dage er ens, og man møder hele tiden nye mennesker og udfordringer, fortalte Magnus Trier.

Foto: Magnus Trier og Kasper Sparre Jørgensen ankom med både en teknikerbil og en ladvogn fra SOS Dansk Autohjælp.
Et job med ansvar og et stærkt fællesskab
Autoredderfaget stiller krav: Man skal have en god fysik, være selvstændig og kunne holde hovedet koldt i pressede situationer.
Samtidig kræver uddannelsen, at man har bestået folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik.
Men til gengæld får man et job med masser af variation, en rullende arbejdsplads og et stærkt kollegialt fællesskab præget af hjælpsomhed, humor og godt makkerskab.
”Alle elsker autoreddere”
Hos SOS Dansk Autohjælp er mottoet: Vi hjælper folk videre.
Og det er netop dét, der ifølge Kasper Sparre Jørgensen gør jobbet helt særligt:
”Jeg skal både bruge min tekniske viden om biler, og samtidig får jeg oplevelsen af at gøre en forskel for de mennesker, vi hjælper videre”.
Hvis man har lyst til at vide mere om uddannelsen til autoredder ligger der mere information på: https://www.blivautoredder.dk/bliv-autoredder-elev
Foto: ”Alle elsker autoreddere – for når vi dukker op, er vi kundernes redning på en svær dag,” lød budskabet til de unge i Hvidovre.
red
