Unge politikere vil få flere unge til at stemme

Unge politikere vil få flere unge til at stemme

Alt for få unge stemmer til kommunalvalget, og det vil to unge kommunalvalgskandidater, Frida Broe fra Enhedslisten og Robin Seeberg fra SF gerne ændre på

KV2025: To af de yngste kandidater til kommunalbestyrelsen i Hvidovre Robin Seeberg fra SF og Frida Broe fra Enhedslisten har indgået et samarbejde, med et fælles mål om at øge valgdeltagelsen blandt unge og styrke deres demokratiske selvtillid.

Redaktionen har taget en snak med de to unge lokalpolitikere.

Hvad inspirerede jer til at stille op som unge kandidater til kommunalvalget i Hvidovre?
Vi står midt i en mistrivselskrise, som særligt rammer unge. Jeg mener, at det er en af vor tids største udfordringer, og derfor vil jeg sætte mig i spidsen for at løse de problemer lokalt, siger Robin Seeberg.

Det, der inspirerede mig til at stille op, er ønsket om, at unge får reel indflydelse på de beslutninger, der former deres hverdag. Jeg vil arbejde for et Hvidovre, hvor alle kan bo trygt, være en del af stærke fællesskaber og blive hørt, siger Frida Broe.

Hvilke udfordringer møder I som unge i politik, og hvordan har I tænkt jer at overvinde dem?
Vi møder af og til aldersdiskrimination, når vi deltager i debatten. Derudover oplever vi, at unge sjældent bliver inviteret med helt ind ved voksenbordet, hvor de største fødselsdagslagkager bliver spist og de største beslutninger bliver taget. Vi overvinder disse udfordringer ved f.eks. at arbejde sammen på tværs af partier om at få engageret unge i demokratiet.

Et ungt samarbejde på tværs af partier
Kan I fortælle lidt mere om, hvordan samarbejdet mellem jer opstod, og hvordan det har formet jeres kampagne?
Vi mødte hinanden til kandidataften i Risbjerggaard og faldt hurtigt i snak. Her afstemte vi vores mål med vores kandidatur og fandt ud af at de passede ret godt. Vi ønskede begge to at få flere unge til at tage stilling og engagere sig i demokratiet.

Hvad ser I som de største barrierer for unges valgdeltagelse, og hvordan planlægger I at adressere disse?
Vi hører særligt om to barrierer for unges valgdeltagelse. Dem fra ressourcestærke familier føler ofte ikke, at de ved nok og er bange for at de sætter et forkert kryds. Dem fra mindre ressourcestærke familier føler måske ikke, at deres stemme gør nogen forskel.

Det er selvfølgelig groft skåret, men det er de tendenser, vi oplever.

Hvordan vil I arbejde på at styrke den demokratiske selvtillid blandt unge i Hvidovre?
Ved at give unge konkrete muligheder for at blive hørt, invitere dem med ved bordet og lave projekter, hvor de kan tage ansvar. Vi vil vise, at politik ikke kun er for ældre og midaldrende, men noget vi alle kan være en del af.

Derudover har vi begge et stort fokus på at skabe gode fritidstilbud for børn og unge, da det er med til at øge den demokratiske selvtillid.

Handling bag ordene
Hvilke konkrete tiltag har I i jeres kampagne for at engagere unge og opfordre dem til at deltage i valget?
I vores samarbejde har vi lagt et særligt fokus på at engagere unge og opfordre dem til at stemme. Vi har blandt andet arrangeret en debat med unge kandidater, hvor vi også snakkede politik og fik input fra de unge fremmødte. Derudover kommer vi til at dele masser af flyers ud ved Enghøj Gymnasium, og senere tager vi ud på kollegierne og banker på døre for at gøre opmærksom på kommunalvalget.

I alle vores tiltag fokuserer vi på, at når vi taler politik, skal alle kunne være med. Både dem der har været med i politik i mange år og dem for hvem det er nyt. 

Hvad personligt motiverer jer til at engagere jer i lokalpolitik, og hvordan håber I at gøre en forskel?
Lokalpolitik kan have en kæmpe indflydelse på unges hverdag. Det er i lokalpolitik, man beslutter rammerne for skolerne. Det er i lokalpolitik, man beslutter rammerne for foreningslivet. Det er også i lokalpolitik, man kan føre visse dele af klimapolitikken. 

Vi stiller op for at være unges talerør. For at skabe den forandring, der giver dig mere ro på i hverdagen. For at kæmpe for den metrolinje, der får dig 10 minutter hurtigere til fodbold eller skole. For at sikre at vi når vores klimamål og prioriterer miljøet, så vi har en fremtid med håb.

Hvad er jeres langsigtede visioner for Hvidovre, og hvordan ser I unge politikere bidrage til denne?
Hvidovre skal være en by, hvor unge har ro på. En by hvor man giver plads til fritid, hvor der tryghed i unges hverdag og hvor man prioriterer trivsel over præstation. 

Vi har en vision om at gøre Hvidovre til den bedste by at være ung i på vestegnen. Det er unge, det handler om, og derfor tror vi også på, at dem der bedst kan løse unges udfordringer er unge selv.           

red

red
menu
menu