Valgkamp i robotstøvsugere, idrætsfaciliteter og lokalplaner

Ugens kommentar af Niels Erik Madsen
KOMMENTAR: Læser man ugens debatsider, er det tydeligt, at partier, lister og aktive frivillige i Hvidovre Kommune har slået tonen an for den kommende valgkamp. Emnerne er lige til og lette at forstå:
Det kommer til at gå på robotstøvsugere og mangel på menneskelig kontakt og omsorg – de to ting kan for nogle kædes sammen, for andre kan de ikke. Dertil kommer manglende idrætsfaciliteter til kommunens mange idrætsudøvere, samt den vedvarende udbygning af Hvidovre Kommune. Nogle mener, at udbygning er en nødvendighed for at bevare vores serviceniveau og for at skabe bedre faciliteter. Andre mener, at udbygning vil ske på bekostning af de værdier de nuværende beboere allerede har. Lad mig i øvrigt tilføje, hvis man ikke allerede har bemærket det: Det handler ikke kun om Svend Aagesens Alle og Immerkær. Planerne om udbygningen af grunden på hjørnet af Hvidovrevej og Gl. Køge Landevej – apotekergrunden – står også lige for døren.
Dertil skal vi nok lægge et emne som stormflodssikring og opfyldning af Køge Bugt ind i puljen – plus naturligvis vilkår for lærere, skolebørn og institutioner. Der er nok at tage fat på – det bliver en spændende valgkamp!
nem