VI FORTÆLLER POLITIKERNE OM OS

Ældre Sagens formand med svar på Jørgen Christensens kritiske indlæg i sidste uges avis:
LÆSERDEBAT: Ældre Sagen Hvidovre blev inviteret og deltog 1. maj i Kulturhus Risbjerggaard, for her at kunne fortælle om Ældre Sagens arbejde omkring velfærd for ældre i Hvidovre Kommune.
Vores fremmøde var ikke en politisk arbejder tale, men endnu en mulighed for at vise både vores borgmester, lokalpolitikere og politikere fra Folketinget, at vi i Ældre Sagen Hvidovre griber alle muligheder for at ”gøre noget for vores sårbare medborgere”, og dette foregik i et interview omkring velfærd og samarbejde med spørgsmålene:
HVAD SIGER ANDRE TIL AT DU ER HER I DAG – HVORDAN BLIVER HVIDOVRE KOMMUNE EN GOD ÆLDRE KOMMUNE – HVORDAN KAN VI SAMARBEJDE
”Når vi i Ældre Sagen får mulighed for at fortælle om vores arbejde – både lokalt, men også landsdækkende, handler det ikke om hvilket parti som har inviteret os, men om at blive hørt, netop som vi jo så gør i dag, hvor her er både lokalpolitikere, Borgmesteren samt politikere fra Folketinget. Ældre Sagen samarbejder med alle som kan og vil gøre noget for at forbedre seniorernes levevilkår og økonomiske situation. Vi skal nu fokusere på bedre rengøring i hjemmet – ikke robot støvsuger – men et menneske som man kan tale med – en rengøring som ikke føles som en hvirvelvind. Kontinuitet i plejen med faste teams af de samme personer – til glæde for både den sårbare og bestemt også sosu’en – som så vil føle mere glæde for sit arbejde. Flere plejehjemspladser og bedre adgangsforhold i egen bolig”
Kære Jørgen Christensen, så hvis du ikke bare havde læst om et arrangement, men deltaget i Kulturhus Risbjerggaard, ville du have hørt, at vi er mange i Ældre Sagen Hvidovre, som arbejder energisk for, at både du og andre får et værdigt ældre liv med både omsorg, social kontakt og aktiviteter her i Hvidovre Kommune.
Med venlig hilsen
Ældre Sagen Hvidovre
Vivian Ersgaard Markussen
Formand