Vi glæder os til at se budgetforslagene
TINA CARTEY HANSEN og SØREN FRIIS TREBBIEN om konservative ønsker til budget 2026
LÆSERDEBAT: De sidste budgetforhandlinger inden kommunalvalget begynder snart. Vi oplever allerede flere partier love guld og grønne skove til især børn og ældre. I Det Konservative Folkeparti forhandler vi, ligesom vi gør hvert år. Vi ønsker at holde hånden under de svageste i vores samfund og bruge ressourcerne rigtigt. Vores ambition er klar: Hverdagen skal fungere for børnefamilier, ældre og medarbejdere. Dette kræver fokus på velfærd, trivsel, klima og økonomisk opfølgning.
Nyt velfærdsområde – Klimasikring, grøn omstilling og beredskab
Vi oplever ændrede klimaforhold og et voksende ønske om bæredygtighed. Problemet er, at vi taler meget om det, men der sker for lidt konkret. I budgettet for 2025 fik vi indarbejdet en pulje til området, men det går for langsomt med at udmønte den. Derfor går vi til forhandlingerne med et ønske om en større pulje og med krav om, at administrationen betragter dette som et nyt velfærdsområde. Gør vi ikke det, står vi i stedet med store konsekvenser. Et eksempel: Flere ældre modtager pleje i eget hjem, og vi ser flere oversvømmelser som følge af ekstreme vejrforhold. Hvis vi ikke handler, øges risikoen for, at vandlækager rammer både ældre i eget hjem og plejehjem. Derfor har vi konservative også sat fokus på vores beredskab, så borgerne kan være trygge ved, at hjælpen kommer, hvis ulykken indtræffer.
Fokus på borgerrettede midler til de ældre
Vi tilbyder i dag – målt på udgifter pr. borger – god service til de ældre sammenlignet med nabokommuner. Alligevel opleves det ikke sådan. Derfor ønsker vi en økonomisk gennemgang, der sikrer, at hver eneste krone kommer borgerne direkte til gode og målrettet møder deres behov.
Mindre egenbetaling på institutionspladser – væk med skjult skattestigning
Sidste år blev det imod vores ønske besluttet at opkræve maksimal brugerbetaling for børneinstitutioner. Argumentet var, at andre kommuner har højere betaling. Det, der ikke blev taget højde for, er vores allerede høje skatteprocent. Det opfattede vi som en skjult skattestigning for børnefamilierne. Efterfølgende har flere familier udtrykt, at det har lagt pres på privatøkonomien. Derfor ønsker vi, at denne ordning helt eller delvist bliver rullet tilbage.
Vi har de seneste år investeret mange penge i skoleområdet og er i fuld gang med at implementere en række større tiltag. Disse følger vi nøje og vil som udgangspunkt ikke sætte flere projekter i søen, men sikre os, at de afsatte penge bruges rigtigt, og at de opfylder de mål, vi har sat.
Skuresvampen skal i gang
Vi har vedtaget en idrætsvision og er bl.a. i gang med at opføre en kunstgræsbane, flere omklædningsfaciliteter og en ny hal ved Risbjergskolen. Vi ønsker dog også at komme i gang med renoveringen af ældre, slidte faciliteter. Det kunne f.eks. være badefaciliteter i nogle af vores sportshaller. Vi må ikke blive blændet af kun at se på nye ting, men også huske at vedligeholde vores eksisterende bygninger. Det er en konservativ mærkesag, som vi naturligvis også tager med ind i budgetforhandlingerne.
Bonus og trivsel
Der er ingen hemmelighed, at sygefraværet blandt kommunens ansatte er højt, og at vikarudgifterne er markante. Derfor ønsker vi et øget fokus på trivsel, så vi kan reducere vikarudgifterne. Vi har forsøgt, men det går for langsomt. Vi foreslår nye løsninger: Hvorfor ikke give bonus til medarbejdere med lavt sygefravær? Det vil fungere som en motiverende gulerod for dem, der møder trofast op – og samtidig sendes et stærkt signal om, at trivsel vægtes højt. Derudover bør vi kigge på ordninger, der fremmer medarbejderes sundhed. Sygefravær kan aldrig helt undgås – sygdom rammer os alle. Når det sker, er trygheden i jobbet det vigtigste – ikke om man modtager en bonus.
Dette er nogle af vores overvejelser, inden vi har set forvaltningens forslag til budget. Nu glæder vi os til at se budgettet og høre de andre partiers input. Som altid arbejder vi for et borgerligt aftryk på budgettet.
Tina Cartey Hansen og Søren Friis Trebbien Budgetforhandlere for Det Konservative Folkeparti
