– Vi troede, vi kunne ændre verden

– Vi troede, vi kunne ændre verden

HIPS og ungdomskulturen 1969–72: Birger Mosholt udkommer med bogen ”Kultur uden filter” der er resultatet af en lang proces, med mange samtaler og eftertanker, der satte markante spor både dengang og i tiden, der fulgte

BOGUDGIVELSE:  I en nedlagt skofabrik på Gl. Køge Landevej 223 i Hvidovre opstod der i 1969 noget, der skulle præge en hel generation.

Her åbnede HIPS – et ungdomshus drevet af unge, for unge, og fyldt med musik, drømme og en ukuelig tro på fællesskabet. I løbet af februar udkommer bogen HIPS og Ungdomskulturen 1969–72 – Kultur uden filter af Birger Mosholt, der med citater, fotos og personlige beretninger fortæller historien om et sted, der blev et kreativt kraftcenter og et symbol på en tid, hvor alt syntes muligt.

”Vi var en flok unge, der kastede os ud i verden”

– Vi var en flok unge uden større livserfaring, som kastede os ud i verdenen i en tro på, at alt kunne lade sig gøre, og intet kunne holde os tilbage, skriver Birger Mosholt i bogens epilog. Med håndskrevne kontrakter, stenciltrykte løbesedler og en vilje til at skabe noget sammen, blev HIPS et samlingspunkt for musikere, kunstnere og drømmere. Stedet tiltrak både lokale talenter og senere kendte navne, og debatten om ungdomskulturen fyldte i Hvidovre Avis.

– Drivkraften var viljen til at gøre noget sammen. En kærlighed til fællesskabet, fortæller Mosholt.

Kærlighed som våben – og prisen for friheden

Tiden var præget af ungdomsoprør, Vietnamkrigen og en tro på, at kærligheden kunne ændre verden.

– Vi befandt os i en tidslomme, der var præget af opgør, og ”våbnet” var LOVE, skriver Mosholt. Men den grænseløse frihed havde også en pris. Ikke alle kan håndtere den fuldkomne frihed, konstaterer han.

– Undervejs blev der også talt om, og sendt mange tanker til alle dem, der ikke er her mere. Enten fordi de kom for langt ud, fanget i et misbrug, som desværre for nogle blev fatalt. Livet sker, andre blev ramt af sygdom, så vi har måttet sige farvel til mange.

Alligevel var det en tid, hvor kreativiteten eksploderede, og mange af dem, der var med, bærer stadig energien fra HIPS med sig i dag.

Stemmer fra HIPS

Ole Pihl: – Vores ungdomskultur var så stærk, båret af nogle ydre symboler, så vi altid kunne kende hinanden på tøjet, på håret, det vi sagde. Vi hørte en bestemt slags musik, læste den samme litteratur, men blev et miljø, der lukkede sig om sig selv.

Inger-Margrethe ”Putte”: – Tiden i HIPS fik mig til at tro mere på mig selv og fik mig til at gøre op med den megen kontrol, der var i mit barndomshjem.”

Vibeke Holst ”Vibse”: – I HIPS blev der født en hippie i mig. Jeg har arbejdet i 50 år, og i mindst 30 år har jeg været tillidsrepræsentant. I den rolle har jeg haft utallige sammenstød og konflikter med ledelser. Jeg er blevet kaldt rebel og gammel hippie, det betragter jeg som et adelsmærke, for mit drive er et grundlæggende menneskesyn, som jeg fik med mig fra tiden i HIPS.

Peter A.G. (Gnags): – Det var i HIPS, at det gik op for mig, at Gnags er noget, jeg har sammen med et publikum, og det får indflydelse på hele mit syn på kunsten og alting. Det, der sker sammen med publikum, når du giver et nummer, det er det, der giver sangen vinger og er dens magi.” Og i et interview til programmet om ”De Vilde Kaniner” tilføjede han:

– Tiden skriger på fællesskab. Jeg er helt overbevist om, at det fællesskab, vi synger om i Gnags, er noget, som fremtiden kommer til at savne. Vi synger kun om det, fordi vi selv oplevede, at det gradvist forsvandt. Ungdommen er gode til at skabe et fælles, som så forsvinder senere i livet. Men fællesskabet skal hele tiden være der! Vi kan ikke leve uden at blive set af hinanden, uden at grine sammen. Du er lost, hvis du tror, du kan klare dig selv, for det kan du ikke...

Bogen og et kig tilbage

Bogen på 184 sider er fyldt med fotos, illustrationer og historier fra en tid, der satte dybe spor. Den kan forudbestilles fra januar 2026 til 250 kr. (vejl. pris 300 kr.).

 Som et supplement til udgivelsen afholdes der den 19. februar kl. 20.00 på RIGA, Kulturhus Risbjergård, en live-podcast med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch om de mange LP’er, der lød i HIPS. Billetter hertil kan købs via Ticketmaster.

– Mange fra HIPS-tiden arbejder stadig med kultur. De har stadig energien og kreativiteten, der kan spores tilbage til tiden med ’kultur uden filter’, skriver Mosholt. Bogen er et vidnesbyrd om en tid, hvor ungdommen troede på fællesskabet, kunsten og hinanden – og hvor drømmen om en bedre verden blev til handling.

 

 

red
menu
menu