VORES DRIKKEVAND ER IKKE TIL FORHANDLING

VORES DRIKKEVAND ER IKKE TIL FORHANDLING

Af TANER GENC

LÆSERDEBAT: I Danmark er vi vant til at kunne drikke vand direkte fra hanen. Men hvis vi ikke passer bedre på vores grundvand, er det ikke sikkert, det også er sådan i fremtiden.

Nye undersøgelser viser, at der fortsat findes pesticider og andre miljøfremmede stoffer i danske drikkevandsboringer. Samtidig peger ny forskning på, at høje nitratniveauer i drikkevandet kan øge risikoen for blandt andet tarmkræft. Det gør beskyttelsen af vores drikkevand endnu vigtigere.

Også lokalt er spørgsmålet relevant. Grundvandet i vores område er en del af den fælles ressource, som forsyner borgere i Herlev og resten af hovedstadsområdet med drikkevand. Derfor er det afgørende, at vi passer bedre på de områder, hvor vores drikkevand dannes.

Når først grundvandet er forurenet, er skaden næsten umulig at rette op på. Derfor handler beskyttelsen af vores drikkevand først og fremmest om forebyggelse.

Boringsnære beskyttelsesområder – de såkaldte BNBO områder – er netop oprettet for at beskytte vores drikkevand. Alligevel går arbejdet mange steder alt for langsomt. Hvis vi mener det alvorligt, skal der ikke bruges sprøjtemidler i de områder, hvor vores drikkevand dannes.

I sidste ende handler det om et valg. Skal vi beskytte retten til at bruge sprøjtegift eller beskytte vores fælles drikkevand?

For mig er svaret klart: Vores drikkevand er ikke til forhandling.

Taner Genc
Folketingskandidat for SF
Københavns Omegns Storkreds

 

menu
menu