Farvel til en af landets største sportsmænd

En af landets største sportsudøvere, den tidligere mesterbokser og tre gange europamester Tom Bogs, er afgået ved døden den 22. december på Hvidovre Hospital, efter flere års demenssygdom og ophold på Krogstenshave Plejecenter. Tom Bogs, der blev 79 år, havde i mange år sit hjem på Søliljevej i Hvidovre.

Tom Bogs ældste datter, Charlotte Langkjær, oplyser til Ritzau følgende om sin fars dødsfald: – Han udåndede til Sinatra-sangen ”My Way” med familien omkring sig. Helt uden kamp blev det ikke. Til det sidste fulgte Toms ukuelige viljestyrke og kampånd ham. Med sin velkendte udholdenhed og vedholdenhed kæmpede han uden ilt i næsten et døgn, men lykkedes ikke med at sende den ukendte modstander til tælling...

Imponerende rekord

Evnerne som nævekæmper gjorde Tom Bogs til et af Danmarks største sportsnavne i 1960’erne og 1970’erne og førte siden til, at han i 2002 blev optaget i dansk sports Hall of Fame. Han har stadig en bemærkelsesværdig rekord: Han er en af de boksere i Europa, der har vundet flest kampe på stribe, nemlig i alt 54 i det hårde professionelle game.

Som knægt var han ellers lidt af en splejs og blev flere gange sendt på svagbørnskoloni. Men han voksede sig stor og stærk og efter en glorværdig amatørkarriere, blev han professionel bokser. I boksekarrieren vandt Tom Bogs sine første 55 kampe og kunne i alt fremvise en rekordliste med 77 sejre i 87 kampe. Han vandt europamesterskabet i flere forskellige vægtklasser og repræsenterede også Danmark ved OL i Tokyo i 1964. Men han vandt aldrig VM, det satte argentineren Carlos Monzon en stopper for i 1972 med en KO-sejr i Parken, hvorefter Tom Bogs’ mangeårige professionelle karriere gik på hæld. Dog vandt han året efter sit sidste europamesterskab.

Storfamilien

Tom Bogs nåede også at få en stor familie, bl.a. seks børn med fire kvinder og syv børnebørn. Efter sportskarrieren prøvede han lidt af hvert, bl.a. inden for murerfaget, derefter fængselsvagt i Vestre Fængsel og Vridsløse Statsfængsel, og så de senere år som skraldemand, – et job han forøvrigt syntes godt om, fordi det holdt ham i fysisk god form, indtil sygdommen ramte ham.

I en årrække var han også en af initiativtagerne og dynamoen bag de store loppemarkeder i nabolaget omkring Søliljevej, der gav et godt sammenhold og naboskab.

Medfølelsen samler sig om børn og børnebørn, og ikke mindst hans sidste hustru Irene.