Hvidovres vinbonde på Risbjerggaard

Hvidovres vinbonde på Risbjerggaard

Den lokale vinbonde Miriam Arcerito serverer et glas vin og er gæst i ”Søndagshjørnet” nu på søndag eftermiddag den 26. november, hvor hun interviewes af Keld Broksø

Hvidovre har mange gode historier og en af dem, der når bredere ud end kommunegrænsen, er historien om og med Hvidovres egen, lokale vinbonde Miriam Arcerito, som bestyrer en af Danmarks mest berømte vinmarker med 11 kilometer vinranker.

Journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver Keld Broksø har længe gerne villet have Miriam Arcerito til at fortælle om sig selv og sin helt specielle produktionsvirksomhed, Nordlund Vingård i Avedøre. Det skal ske, så publikum også selv smager på de lokale dråber med et glas vin inden interviewet går i gang - så stemningen er lagt.

Interviewet kommer nu på søndag den 26. november på Kulturhus Risbjerggaard kl. 14 til 15.30.

Ikke alene får interviewet indslag med et vist nørderi om, hvad det kræver at producere vin i Avedøre på kanten af storbyen og klimakrisen, men også hvad der driver drømmen om at skabe lokal, kommerciel vin - selv om det ofte knapt løber rundt og kræver knoklearbejde.

Den lokale vin er endda afhængig af mange frivillige fra det lokale og københavnske opland til at plukke druerne hvert år. For få uger siden hjalp de frivillige med at få høstet 320 kilo Castel druer, som alle blev håndafstilket. Dertil 1.450 kilo sunde og store Rondo klaser. En del af den bliver til ca. 600 liter rosévin og resten til rødvin.

Lokal vin frem for frikadellevin

Men hvorfor købe lokal vin fremfor tre flasker frikadellevin billigt på tilbud i Føtex? Hvem er kunderne? Hvordan er mulighederne for at blive ved med at lave lokal, økologisk vin og sikre en vin, som har kvalitet nok til at konkurrere med vin fra Frankrig, Tyskland og andre vinlande? Og hvordan sikrer man både hvid, rosé, rød og bobler fra druer i Avedøre?

- Jeg håber vi alle bliver klogere på både den lokale vin og vin i det hele taget. Miriam har en enorm viden om vinprocessen – og alt det, der kan gå galt. Vin er ”risky business” og historien om Miriam og den lokale vin indeholder flere dramaer, som mange ville have løbet skrigende bort fra. Men ikke Miriam. Hun har en enorm stædighed og tro på sit projekt. Hun er ikke bange for at gøre alt for at udleve drømmen som både mekaniker, rengøringsdame og direktør for det hele. Hendes engagement er meget smittende og livsbekræftende, mener Keld Broksø.

Interviewet er tilrettelagt med humor, kant og eftertanke, og sådan at publikum (som sædvanlig i ”Søndagshjørnet”) kan stille spørgsmål den sidste halve time. Billetter á 25 kr. kan købes fra Kulturhus Risbjerggaards hjemmeside under overskriften ”Smag på Hvidovre”: https://risbjerggaard.hvidovre.dk/event/soendagshjoernet-smag-paa-hvidovre

Foto: Hvidovres lokale vinbonde deler søndag på Kulturhus Risbjerggaard ud af sin enorme viden om vin i det hele taget - og selvfølgelig den lokale vin. Og hun fortæller ret dramatiske historier om op- og nedture som vinbonde. Publikum får et glas som start på interviewet.

menu
menu