Massiv uenighed i skolebestyrelse

Massiv uenighed i skolebestyrelse

Ændring af Risbjergskolens distrikt: Risbjergskolens skolebestyrelse er delt i to og går nu ud med hver deres holdning til skoledistriktsændring for skolens område

Forældrene i Risbjergskolens skolebestyrelse er lodret uenige om, hvordan et kommende skoledistrikt for skolen skal udfoldes.
Den ene del mener, at søskendegarantien for børn uden for det nuværende distrikt skal droppes, den anden del mener, at søskendegarantien skal beholdes. Den første gruppe mener endvidere, at midlertidigt opsatte pavilloner vil løse pladsproblemet, mens den anden gruppe afviser, at det er en løsning, der kan sikre tilstrækkeligt med faglokaler.
Dermed er skolebestyrelsen tilsyneladende delt i to med henholdsvis fire forældre i den ene gruppe og tre forældre i den anden gruppe.
Kræver høring
Den del, der med fire forældremedlemmer af bestyrelsen betegner sig selv som et flertal, udsendte søndag aften et brev til kommunalbestyrelsen og Hvidovre Avis, hvori de fremførte deres argumenter for at bibeholde det nuværende distrikt. Gruppen anviste desuden de ovenfor nævnte løsninger, som de mener klarer det problem skolen i en årrække har haft: Pladsproblemer.
- Et væsentligt forringet distrikt og nærmiljø i nyt forslag kræver ny høring. BUV (det politiske Børne- og Uddannelsesudvalg, red.) har på møde 3. oktober 2022 besluttet at anbefale model 1B, som ikke var blandt de oprindelige modeller, der har været i høring. Dette er en voldsom ændring, som sandsynligt vil have negative konsekvenser for sammenhængen i Risbjergskolens nærområde, hvilket er vigtigt for børnenes relationer og familiernes hverdag. Derfor kræver et flertal af forældrerepræsentanterne i Risbjergskolens skolebestyrelse, at skolebestyrelsen bliver hørt, inden den endelige beslutning træffes i Kommunalbestyrelsen. Vi mener, at vi har krav herpå ifølge § 40, stk. 2, nr. 3 i folkeskoleloven, fremgår det af brevet fra de fire forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen.
Handling nu
Den anden del af skolebestyrelsen, der består af tre forældre plus to medarbejdere på Risbjergskolen, sendte mandag et tilvarende brev til kommunalbestyrelsen, hvori de påpegede vigtigheden af at handle og reducere skoledistriktet.
- Et spinkelt flertal i skolebestyrelsen er nu klar til at risikere at gøre dette problem større (altså pladsproblemer, red.) ved at ønske, at skoledistriktet ikke skal ændres. Dette kan på ingen måde være i skolens interesse – skolen opererer allerede nu med langt flere elever end den er bygget til, men har klaret det på grund af dygtig ledelse, men man kan ikke blive ved med at fylde elever ind, skriver den anden del af skolebestyrelsen i deres modsvar.
Gruppen på tre forældre og to medarbejdere påpeger endvidere, at undervisningen for skolens elever forringes, når der ikke er tilstrækkeligt med faglokaler til skolens mange klasser. 
- Skolebestyrelsen på Risbjergskolen har igennem de sidste otte år gentagne gange udtrykt bekymring om manglen på faglokaler, klasselokaler og fysisk SFO-areal på skolen. Fra skoleledelsens side er der stor bekymring omkring faglokalerne i de kommende år. Man forudser at problemet er så stort, at det kan være nødvendigt at have teoriundervisning i en uge i klasselokalet og praktisk undervisning ugen efter i faglokalet. Som medlemmer af skolebestyrelsen kan vi ikke stå inde for en forringelse af undervisningen på grund af manglende faglokaler. Derfor er vi lettet over, at der nu endelig foretages ændringer for at sikre færre elever på skolen, skriver de tre forældre og to medarbejdere i deres modsvar.
Nyttesløst arbejde
Fra gruppen på fire forældre lyder det desuden, at de står uforstående overfor, at processen op til beslutningen i Børne- og Uddanelsesudvalget ikke ser ud til at have haft indflydelse på beslutningen.  
- Har borgermøder, opråb fra frustrerede forældre og høringsbreve været nyttesløse? Borgergrupper har i månedsvis skrevet flere indlæg i lokalaviserne om negative konsekvenser ved sene og store distriktsændringer. Der har været holdt borgermøde, som gik over tid, for at flere kunne udtrykke deres frustrationer. Formand for Børne-og Uddannelsesudvalget Sara Benzon har udtrykt, at alle ville blive hørt og intet skal forhastes. Endeligt har skolebestyrelsen skrevet høringsbrev til Kommunen, men på grund af mangelfuldt og fejlfuldt høringsmateriale har skolebestyrelsen udtrykt sig i brede generelle vendinger, skriver de fire fra skolebestyrelsen.
Luk ned for følelser
Den anden gruppe af forældre i skolebestyrelsen opfordrer modsat politikerne til at se ud over de mange "følelser", der har tegnet debatten om skoledistrikter.
- Hele debatten omkring skoledistrikter har fyldt meget i Hvidovre Avis og sociale medier i de sidste mange måneder. Debatten har klart vist, at det er en debat med mange følelser involveret. Som medlem af en skolebestyrelse er det vigtigt, at man kan ”lukke ned” for sine personlige følelser og gøre det der er rigtigt for skolen. Vi opfordrer derfor kommunalbestyrelsen til at sikre fremtidsholdbare løsninger for Risbjergskolen, dens medarbejdere, elever og forældre. Det er efter vores bedste overbevisning at sikre at de kommende årgange bliver 3 sporet med maks. 24-26 elever i klassen, skriver de tre forældre i deres brev.
red
menu
menu