Hvor skal 10.000 fodbold-tilskuere parkere?

 Hvor skal 10.000 fodbold-tilskuere parkere?

Kommunen reducerer parkeringsmulighederne med 60 %

Redaktionen har modtaget nedenstående replik fra en borger til kommunens svar omkring parkeringsbåse på Hvidovrevej:

– Nu bliver historien med de større p-pladser ekstra interessant efter kommunens tilbagemelding i sidste uges avis – nu er de større p-pladser også kommet på Hvidovrevej ud for Hvidovre stadion – det vil så betyde at der ud for Hvidovre stadion kun kan parkeres i en af siderne – og som planen er på skift – først i den ene side og herefter i den anden side. Og når parkeringsmulighederne skifter fra side til side så der skal også være plads til striberne til båsene og de tager derfor også pladser fra bilerne.

– Det betyder så at man reducerer parkeringsmulighederne på Hvidovrevej ude foran stadion med over 60 %. Tidligere kunne bilerne holde i begge sider og op til kampe på stadion blev dette flittigt benyttet.

– Nu står HIF og skal have flere tusind tilskuere til deres kampe og storkampe trækker nok mere end 10.000 – og så reducerer kommunen parkeringsmulighederne på Hvidovrevej?!

– HIF må da heller ikke være tilfreds med dette tiltag som giver mindre plads til biler når der skal være kamp på stadion, skriver borgeren.

SVAR:

– Ja, det er, som borgeren bemærker, helt rigtig, at parkeringen langs Hvidovrevej med det nye, og efter min mening i øvrigt flotte trafiksaneringstiltag, bliver mindsket. Det harmonerer desværre ikke så godt med, at der til nogle hjemmekampe kan komme op mod 10.000 tilskuere til kampen. Men vi må nok se i øjnene, at det ikke er helt omkostningsløst at komme i superligaen - hverken økonomisk eller trængselsmæssigt. Til gengæld er det en historisk begivenhed, at HIF er tilbage i Superligaen, og vi skal ikke glemme, at det skaber enorm fodboldglæde for rigtig mange. Dertil er der ”kun” tale om 16 kampe på et år, så jeg håber meget, at områdets beboere trods alt vil se igennem fingre med de udfordringer hjemmekampe vil bringes os trafikalt. Og så tænker jeg i øvrigt også, at Hvidovre Kommune og HIF skal sætte ind med massiv kommunikation og henstilling til tilskuerne om, at de tager cykel eller offentlig transport til superligkampene på Hvidovre Stadion, siger formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalgte Kristina Young (H).

 

red
menu
menu