HBC har kurs mod den bedste badmintonliga

HBC har kurs mod den bedste badmintonliga

Storsejr mandag aften over Ikast i sidste grundspil-match i 1 division

BADMINTON: På en aften hvor HBCs største navn, Hans-Kristian Solberg Vittinghus ikke var disponibel, fordi han er i gang med at spille en stribe Grand Prix-turneringer i Malaysia, Indien og Thailand, viste klubbens meget talentfulde og homogene hold, at de også kunne på egen hånd.
Ikast var sidste modstander i grundspillet i 1. division, og selv om gæsterne også var blandt de fire hold med mulighed for at kvalificere sig til oprykningsspillet til den bedste badmintonliga, blev de sendt hjem til det midtjyske med et knusende nederlag. På små tre timer fejede HBC-holdet al modstand af bordet og vandt med uventede 9-0.
- Jeg har i min egen karriere spillet i ligaen for Solrød, Vendsyssel og Greve, så jeg har en vis erfaring. Men jeg tror aldrig, jeg har oplevet en mere intens stemning  på et hold, som dén jeg oplevede før, under og efter vores kamp mod Ikast, fastslog Niclas Nøhr, der ikke længere selv spiller, men som nu er en del af HBCs meget stærke trænerteam.
På højeste niveau
På en aften, hvor der var tætpakket med tilskuere i HBC-hallen, og hvor stemningen simpelthen var var forrygende, præsterede hver eneste af de syv involverede spillere på deres højeste niveau. Der var dog især to mand der skilte sig afgørende ud. Søren Toft Hansen, der vikarierede for Vittinghus, besejrede i 2. herresingle talentfulde Mathias Solgaard fra Ikast i en hård, velspillet og særdeles underholdende kamp, hvor evnen til at ”æde sig selv” var altafgørende, da de sidste dueller skulle udkæmpes. Forinden havde HBCs indonesiske spirrevip, Andi Fadel Mohammad, gjort overraskende kort proces mod Ikast ellers klart største navn, indiske Verma, en tidligere VM-sølvvinder for ungdom. Mohammad vandt 21-13, 21-15.
Med 9-0 indkasserede HBC yderligere 12 point til slutstillingen.
Sensationelt forspring
De syv grundspilskampe har resulteret i tre 7-2 sejre, tre 8-1 gevinster og altså en enkelt 9-0´er. Derfor kommer HBC over i oprykningsspillet til badmintonligaen med et sensationelt forspring på 8 point ned til de nærmeste rivaler, Solrød og Københavns BK. Opgør mod de to hold venter de kommende to måneder, hvor der også skal duelleres mod Greve og Skovshoved, før den endelige afgørelse er faldet.
- Det ser særdeles fornuftigt ud. Men vi render ikke rundt med armene i vejret, før det hele er definitivt afgjort, garanterer HBCs cheftræner Anders Kristiansen.
menu
menu