Ny aftale skal redde ARC

Ny aftale skal redde ARC

ARC (Amager Ressourcecenter, red.) mangler affald for at få økonomien til at hænge sammen - derfor er det nu planen, at der må importeres affald fra udlandet. Løsningen er ikke ideel, men er bedre end hvis genanvendelsen mindskes, lyder det fra Hvidovres borgmester

Der skal importeres mere affald fra udlandet, hvis ARC's økonomi skal sikres.
Og det skal den, mener de fem ejerkommuner. Selv om import af affald fra udlandet ikke er miljøvenligt, så er det det mindst ringe alternativ, lyder det fra borgmester Anders Wolf Andresen.
I første omgang er tilladelsen betinget af, at de fem ejerkommuners kommunalbestyrelser godkender aftalen.
- Ejerkredsen bag ARC har indgået en politisk aftale, der redder ARC’s økonomi, som er presset af faldende affaldsmængder på grund af øget genanvendelse. Aftalen giver midlertidig dispensation til at øge importen af affald fra udlandet, hvilket er det mindst ringe alternativ til at bruge mere biomasse og i yderste konsekvens gas fra bl.a. Rusland i fjernvarme- og elnettet, fremgår det af en pressemeddelelse, som ARC har udsendt.
Mangler affald
I følge ARC sorterer og genanvender borgerne i ARCs ejerkommuner langt mere affald end tidligere. Den øgede sortering og genanvendelse betegnes som "glædeligt og en udvikling, der skal fastholdes". Men det betyder også, mængden af restaffald, der ender i forbrændingsanlæggenes ovne, er faldende.
- Det betyder, at ARC mangler affald til at fylde det højteknologiske og miljømæssigt moderne anlæg, og det betyder, at der
kommer mindre energi til fjernvarme og el, hvilket samtidig udfordrer økonomien bag ARC, står der i pressemeddelelsen fra ARC.
Vil øge CO2-udledning
Hidtil har ARC været det eneste forbrændingsanlæg i Danmark, hvor man har valgt at begrænse mængden af affald, der må importeres, af hensyn til klimaet. Men nu støtter de fem ejerkommuner København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør, at ARC kan få dispensation til at importere mere affald til forbrænding i perioden frem til 2025.
- Det vil isoleret set øge CO2-udledningerne i ejerkommunerne. Alternativerne er dog enten at mindske genanvendelsen af affald, eller at udhule økonomien bag ARC. Med til klimaeffekten hører også, at øget import af affald til forbrænding på ARC’s effektive anlæg mindsker udledningen af den skadelige klimagas metan fra affald, der pt. deponeres i andre lande, fremgår det af pressemeddelelsen.
For ARC betyder aftalen desuden, at ARC kan konkurrere på lige fod med landets øvrige forbrændingsanlæg, som et flertal i Folketinget har besluttet, skal konkurrenceudsættes i 2025.
- Styrker man ikke økonomien bag ARC, risikerer selskabet at tabe konkurrencen til anlæg, der er mere rentable, men mere klima- og miljøskadelige, skriver ARC
For at begrænse den fremtidige import af affald og CO2-udledning, er det et krav, at ARC først fylder forbrændingsanlægget med affald fra ejerkommunerne. Herefter åbnes der for import fra øvrige danske kommuner og til sidst for import af affald fra Europa – i det omfang det måtte blive nødvendigt. ARC skal desuden hvert år afrapportere til ejerkommunerne om, hvor meget affald der er importeret, hvor affaldet kommer fra, hvordan det er transporteret, og hvad den samlede CO2-udledning har været.
Øget betaling for borgerne
Med den politiske aftale har ejerkredsen desuden besluttet, at kommunernes betaling til ARC øges. Indtægten skal blandt andet bruges til udvikling af et CO2-fangstanlæg, der i fuld skala vil kunne tage 500.000 tons CO2 ud af røgen fra Amager Bakke. For borgerne i de fem ejerkommuner medfører det en gennemsnitlig årlig prisstigning på 31 kr. fra 2023. I
årene fra 2028 og frem vil A-taksten falde en smule, således at borgerne herefter får en årlig merbetaling på 26 kr. i forhold til i dag.
Forslagene skal nu behandles i de respektive ejerkommuners kommunalbestyrelser. Derudover skal forslaget om dispensationengodkendes med enstemmighed af ARCs bestyrelse på to bestyrelsesmøder med tre måneders mellemrum. For så vidt angår stigningen i A-taksten skal denne godkendes af ARCs generalforsamling.
For borgmester i Hvidovre, Anders Wolf Andresen (SF) lyder det, at løsningen ikke er ideel, men at den er det mindst ringe alternativ.
- Der skal ikke være nogen tvivl om, at miljø og klima vægter højt for os. Det er derfor ikke en ideel løsning at åbne
for import af mere affald, men det er en nødvendig løsning. Man har i sin tid bygget et anlæg med for stor kapacitet, og det truer i dag økonomien i ARC, herunder Hvidovres investering, og derfor må vi reagere. Vi har valgt den mindst ringe løsning, for alternativerne med at genanvende mindre affald, bruge mere biomasse eller i sidste ende importere mere gas er slet ikke holdbare, siger borgmesteren.
red
menu
menu