Stiger prisen på fjernvarme?

Stiger prisen på fjernvarme?

Stabil varmepris i 2022, lyder det fra de forbrugerejede fjernvarmeselskaber FD Hvidovre og Avedøre Fjernvarme

– Vi har mange henvendelse i øjeblikket, hvor der bliver spurgt indtil om fjernvarmeprisen stiger i Hvidovre og Avedøre, og vi er glade for at kunne fortælle, at fjernvarmeprisen forventes at kunne holde samme niveau resten af 2022, fortæller Henrik Berg, der er formand i det forbrugerejede fjernvarmeselskab FD Hvidovre.
– Vi har en fjernvarmeforsyning, der baserer sig på mange energikilder, der gør os mindre følsomme overfor, hvordan der skrues op og ned for energien i udlandet. Faktisk er prisen i 2022 lidt lavere end i 2020 og 2021, supplerer Margit Kjærgaard, der er formand i det forbrugerejede fjernvarmeselskab Avedøre Fjernvarme.
Mindre stigning i 2023
Fjernvarmepriserne i Hvidovre og Avedøre er meget stabile, og har været det igennem 10 år.
– I 2023 forventer vi dog, at der kommer en mindre stigning på fjernvarmeprisen, siger Henrik Berg. Prisstigningen kommer forventeligt til at blive indført i både FD Hvidovre og Avedøre Fjernvarme.
– Så snart vi får det nøjagtige tal for prisstigningen, vil vi informere om det på vores hjemmeside (hvidovrefjernvarme.dk) og i Hvidovre Avis, tilføjer Margit Kjærgaard, og fortsætter; – vi arbejder på at energirenovere- og optimere vores ledningsnet som et led i Avedøre Green City-projektet, så vi kan levere billig varme til fjernvarmeforbrugerne. Disse tiltag, håber vi, på sigt kan bidrage til at levere en stabil fjernvarmepris mange år ud i fremtiden.
– I FD Hvidovre har vi oplevet en stor tilstrømning til fjernvarme. Det er positivt for fjernvarme – for jo flere vi er, jo billigere bliver det, da vi er flere til at løfte de fælles omkostninger ved vores fælles fjernvarmesystem, fortæller Henrik Berg.
Hvorfor stiger prisen?
– Vi har fået oplyst fra VEKS (Vestegnens Kraftvarmeselskab), der leverer varmen til FD Hvidovre og Avedøre Fjernvarme, at priserne på de energikilder, der anvendes til at producere fjernvarme formentlig vil stige, fortæller Margit Kjærgaard. Ifølge Varmeforsyningsloven skal fjernvarmeselskaberne i Danmark drives efter ”hvile-i-sig-selv-princippet”, hvor indtægter og udgifter skal balancere. Der må med andre ord ikke være et underskud eller overskud.
– Det betyder, at når udgifterne stiger, så bliver indtægterne nødt til at følge trop. Når f.eks. priserne på energikilder, som træpiller og flis stiger, så stiger priserne på den fjernvarme, der leveres fra VEKS til fjernvarmeselskaberne i Hvidovre og Avedøre. Derfor bliver fjernvarmeselskaberne ligeledes nødt til at indkræve en højere fjernvarmepris for at dække de stigende omkostninger på fjernvarmen fra VEKS, afslutter Margit Kjærgaard.
Hvorfor er fjernvarmeprisen forskellig fra fjernvarmeselskab til fjernvarmeselskab?
Der er flere årsager til, at fjernvarmepriserne udvikler sig forskelligt i Danmark. En af de væsentligste årsager er, at fjernvarmeselskaberne i Danmark anvender forskellige energikilder til at producere fjernvarme. De fjernvarmeselskaber, der hovedsageligt eller delvist baserer fjernvarmeproduktionen på naturgas, bliver hårdere ramt end fjernvarmeselskaber som FD Hvidovre og Avedøre Fjernvarme, hvor fjernvarmeproduktionen hos VEKS primært er baseret på biomasse. Desuden er fjernvarmen i Hvidovre og Avedøre en del af et kæmpe fjernvarmenetværk på Vestegnen, hvor varmen produceres med forskellige energikilder. Det gør, at fjernvarmeprisen bliver mere robust overfor forandringer og derfor mere stabil.
menu
menu