Tankede selvtillid før sæsonstarten

Tankede selvtillid før sæsonstarten

HBC-sejr ved sæsonens første GP-turnering – på lørdag går det løs

BADMINTON: Efter hård og opbyggende træning af Hvidovre Badminton Clubs bedste spillere, er det på lørdag, at den nye sæson bankes i gang med hjemmekampe til alle klubbens tre divisionshold.
En af de aktører der skal i kamp i 1. divisionsopgøret mod Hillerød, Sebastian Bugtrup, viste fremragende takter i weekendens Grand Prix turnering, der blev spillet i Højbjerg. Sammen med sin nye makker, Mai Surrow fra Værløse, vandt Sebastian Bugtrup mixeddoublen med en finalesejr over topseedede Gentofte-par, Rasmus Espersen og Christine Busch Andreasen. Efter mere end 60 minutters spil vandt Bugtrup & Co. med cifrene 24-26, 21-17, 21-18.
 Sebastian Bugtrup – og de øvrige på HBC’s stærke hold i 1. division – kan opleves på nærmeste hold på lørdag 13.30 i HBC Hallen mod et andet af de hold der bejler til at nappe en topplacering i rækken.
– Vi byder Hillerød velkommen til en helt sikkert spændende og velspillet holdkamp, fastslår cheftræner Anders Kristiansen, der for et par måneder siden fik trænerselskab i klubben af Niclas Nøhr, tidligere landsholdsspiller, og af Hans-Kristian Soelberg Vittinghus, der fortsat er aktiv på absolut eliteplan, og på lørdag debuterer som spillende træner i 1. herresingle for HBC.
Mange nye navne
Men det er et HBC-hold med adskillige nye og spændende navne. Udover verdensklassespilleren Vittinghus er der også tilgang af eksempelvis det unge indonesiske talent, Andi Fadel Muhammad, af Søren Toft Hansen, der er kommet til fra Triton Aalborg. Den regerende danske mester i mixeddouble, Mathias Thyrri Jørgensen, ligesom den stærke skotske landsholdspige, Ciara Torrance, har ligeledes meldt sig under HBCs faner.
Iben Bergstein er den eneste der har forladt HBC. Hun har valgt at skifte til Værløse.
– Allerede i fjor havde vi et godt hold. Nu vil jeg vurdere, at vi er endnu stærkere, så vores målsætning er i sagens natur at rykke op i Ligaen, konkluderer Anders Kristiansen.
Der er fri entré til de tre divisionskampe i HBC Hallen på Bibliotekvej.
HBCs 2. og 3. divisionshold møder hhv. Skovshoved og Birkerød. To kampe der spilles i forlængelse af førsteholdets dyst mod Hillerød.
menu
menu