Farvel til endnu et kendt hjørne i Hvidovre

Farvel til endnu et kendt hjørne i Hvidovre
Højhus og boligområde med høj bebyggelsesprocent blev stemt igennem i kommunalbestyrelsen i juni 2021, og nu gøres der klar til byggeriet. I sidste uge gik de store maskiner i gang med at fjerne den kendte røde bygning på hjørnet af Kløveprisvej og Hvidovrevej.
Baggrunden  og formålet med lokalplanen er at størstedelen af boligerne i Hvidovre Kommune – særligt etageboligerne – er mindst 30 år gamle. Mange af boligerne er ikke velegnede til ældre og er for små til børnefamilier. I Planstrategi 2019 udpegede Kommunalbestyrelsen derfor 17 områder i Hvidovre med muligheder for boligudvikling, herunder området ved Kløverprisvej og Hvidovrevej.
På foranledning af en konkret ansøgning om at gennemføre et by og boligudviklingsprojekt på arealet ved Kløverprisvej og Hvidovrevej ønskede kommunalbestyrelsen med denne lokalplan at muliggøre, at området blev omdannet til boligområde med mulighed for, at den eksisterende dagligvarebutik fortsat kan blive liggende i området.
Det kendte hjørne er nu saga blot
Mod Hvidovrevej lå det 2 etagers elementbyggeri som tidligere rummede bl.a. Aldi.
På hjørnet af Hvidovrevej og Kløverprisvej lå etage bebyggelsen i røde tegl ”Solsiden” som rummede beboelse og en restaurant, hvor den gamle Hvidovre Kro, Restaurant Tournedos og senest Arti’Kok havde til huse. Denne bygning var udpeget som bevaringsværdig med en bevaringsværdi på 4 efter SAVE systemet på grundlag af en registrering i 2011. Efter en ny registrering i 2020 fastsattes bevaringsværdien til 5 på grund af bygningens stand. Bygningen blev derefter taget af kommuneplanens liste over bevaringsværdige bygninger.
Ved siden af den røde etagebygning lå et par mindre erhvervslokaler i en etage, bl.a. en tatovør.
Det nye
Grønnebro, som byggeriet kaldes af AKF Koncernen, der står bag planerne for området, havde sidste år i mange måneder været drøftet en del i avisens læserbrevsspalter. Til den konkrete politiske behandling af byggeplanerne var der desuden indsendt i alt 39 høringssvar, der i stor udstrækning udtrykte utilfredshed med byggeplanerne. Det ændrede dog ikke på, at Socialdemokraterne, SF, DF og Venstre stemte for den nye lokalplan for området mellem Kløverprisvej og Hvidovrevej. Imod stemte Hvidovrelisten, Enhedslisten samt to mandater uden for parti.
Projektet er under udvikling og forventes færdigt i 2024.
Grønnebro vil bestå af ni bygninger fra 15 ned til 2,5 etager tilpasset stedets omgivelser, cirka 180 boliger af varierende typer og størrelser, parkering skjult under terræn, bilfri, attraktive og grønne uderum samt dagligvarebutik
Der planlægges for en samlet bebyggelse på ca. 16.000 m 2 fordelt på ca. 14.500 m2 boligareal og 1.500 m2 butiksareal.
red
menu
menu