Ny forkvinde i SF Hvidovre 

Ny forkvinde i SF Hvidovre 

Vor partiforening har vokset sig stor, siger nyvalgte Sofie Falck Villadsen:

SF i Hvidovre har afholdt generalforsamling, hvor de 42 deltagere drøftede året, der er gået og året, der kommer i partiforeningen. Der var både sat tid af til politiske drøftelser og workshops om uddannelse, Store Bededag, Holmene og fødeområdet, og alle deltog aktivt.
Derudover var der en række valghandlinger, hvor der blev valgt medlemmer af partiforeningens Lokalpolistiske Gruppe, delegerede til SFs landsmøde og valg til bestyrelsen. Sidstnævnte resulterede i, at Sofie Falck Villadsen blev valgt som forkvinde. Sofie har været medlem af SF siden 2018, og sidder som forkvinde for SFs undervisnings- og uddannelsesudvalg. Hun har også været aktiv i studenterpolitik og har senest været folketingskandidat i omegnen for SF Gentofte ved valget i 2022.
- “Efter at have været en aktiv del af SF Hvidovres lokalpolitiske gruppe i nogle år, er jeg både stolt og ydmyg over nu at skulle træde ind i rollen som forkvinde, siger Sofie Falck Villadsen. -  Det er nogle store sko, der skal udfyldes, men jeg glæder mig over, at vores partiforening nu er nået en størrelse, hvor Maria og jeg kan være et team i forpersonskabet. Vi er altid åbne for at byde nye medlemmer velkomne, og vi vil fortsætte det gode arbejde med at afholde arrangementer og inddrage både medlemmer og venner af partiforeningen i vores arbejde.
Godt samvirke
Tidligere forkvinde Maria Avnskjold blev valgt som næstforkvinde, en post som netop blev oprettet på generalforsamlingen efter at have været forkvinde for foreningen det sidste år. Maria har været medlem af SF siden 2004 og har siden været aktiv på forskellig vis i Hvidovre siden hun flyttede til kommunen i 2012, og siden 2018 i SF.
- Jeg er enormt glad for, at Sofie har stillet sig til rådighed som forkvinde, og jeg er overbevist om at vi får et mega godt samarbejde, for det har vi allerede og har haft længe. Det sidste år som forkvinde, har været enormt lærerigt, og jeg er gang på gang blevet overrasket over, hvor mange aktive medlemmer, vi efterhånden er blevet, og at der løbende kommer nye medlemmer til som deltager i vores møder og arrangementer. Vi vil fortsat gøre vores for, at flere har lyst til at melde sig ind, og at man får mulighed for at være aktiv på lige den måde, som passer til en, udtaler Maria Avnskjold.
Ud over valget af forpersonskabet blev der også valgt et nyt medlem af bestyrelsen. Thomas Simicevic Sørensen har været medlem af partiet siden 2022 og glæder sig til at træde ind i arbejdet i bestyrelsen:  - Jeg har i mange år været faglig aktiv i fagbevægelsen, dels som TR og nu som medlem af fagligudvalg og ledelsesudvalget. Jeg sidder ligeledes i min anden periode i Hvidovre Kommunens Integrationsråd, nu som næstformand. Jeg er også i denne periode udpeget som medlem af kommunens erhvervsudvalg. Jeg har nu fået lyst til at kaste mine kræfter, engagement og mine erfaringer fra mine andre tillidsposter ind i bestyrelsesarbejder, siger han.
Pernille Hermansen fortsætter som kasserer og Thomas Møller som bestyrelsesmedlem.
menu
menu