Farver, former, fantasi

Farver, former, fantasi

Den lokale kunstner Bente Buck udstiller fantasibilleder på Hovedbiblioteket - fernisering 30. juli

Under overskriften “Farver, Former, Fantasi" byder Hvidovrekunstneren, 90 årige, Bente Buck velkommen til sin udstilling i Kunsthjørnet på Hvidovre Hovedbiblioteket
Lørdag den 30. juli kl. 11,00 til 13.00 er der fernisering, hvor Bente Buck vil fortælle om sine billeder og svare på spørgsmål.
Bente Buck har arbejdet med kunstneriske virkemidler siden 1987, pastelkridt, akvarel, akryl og papircollager for at nævne nogle. Hun er autodidakt, har deltaget i adskillige kurser på bl.a. aftenskoler og højskoler og som medlem af K21 har hun udstillet mange steder. Bente Buck har ofte deltaget i Hvidovre Censurerede Udstilling og fået flere værker antaget.
Udstillingen består af “Fantasibilleder”, som er små billeder, malet med akvarelfarver på japanpapir (rispapir).
Bente Buck er stærkt inspireret af Emil Noldes “Ungemalte Bilder” og har arbejdet med denne form for maleri siden 1989, og efterhånden fundet sin egen stil. Fantasibillederne er så absolut hendes hjertebørn.
- Når jeg fylder et ark japanpapir med farver, ved jeg for det meste ikke, hvad det ender med. Underbevidstheden spiller med, og på et tidspunkt kan jeg altid finde former, som kan blive til mennesker, dyr, blomster eller andet. Tit har jeg straks en titel i hovedet, der kan passe til billedet. Derefter udbygger jeg motivet og bruger så vidt muligt de valgte farver, men digter naturligvis også til, hvad der er nødvendigt med hensyn til motivet, siger Bente Buck, der næsten er "barnefødt" i Hvidovre, idet forældrene byggede et sommerhus på Strandby Alle, og hvor Bente i 1962 byggede et typehus, i hvilket hun har boet siden.
Men mød den lokale kunstner ved ferniseringen lørdag den 30. juli, eller nyd udstillingen der kan ses frem til 25. august i bibliotekets åbningstid.
menu
menu