Stop udbygning af Amagermotorvejen

 Stop udbygning af Amagermotorvejen

til I har styr på bivirkningerne! N. JENSEN

LÆSERBREV: Hej dig derude!

Har du faglig viden, politisk indsigt og /eller indflydelse?

Måske kan du så hjælpe mig med at finde mening i dette?

Da det blev besluttet at el-biler var fremtiden, slap vi af med osen.

De er tungere og friktionen mellem dæk og underlag er det, der støjer mest.

Støjen blev mødt med tavshed.

Ida Auken foreslog engang, at de store tunge lastvogne skulle slippe billigere over broerne om natten?

Støjen blev mødt med tavshed.

Fra 2024 bliver det tilladt at køre med ekstra påhæng på lastvognstog, som så kan være op til 34 meter lange, og tunge?

Det er effektivt og brændstofbesparende.

Støjen mødes med tavshed.

I mange år har bilismen udviklet sig langt udover hvad nogen havde troet muligt.

Myldretid er næsten blevet døgnet rundt.

Støjen blev mødt med tavshed.

Så skal Amagermotorvejen have fire spor mere?

Nu kan man ikke tie støjproblemerne ihjel mere, for mange kloge fagpersoner har for længst påvist faren for vores helbred.

Endda selvom støjen ikke helt opfattes, forringer den vores sundhed og livskvalitet.

Hvad sker der nu? Man jubler over støjskærm på 9 eller 12 meter? Hmm.. Kan vi få adgang til at opleve steder hvor det virker? Hvor langt virker det? Hvor falder ekstrastøjen ned efter værnet? I Stationsbyen? Egevolden? Hos dig eller mig?

Beklager, men vejdirektoratets svar på borgermøderne var på ingen måde beroligende.

Som borger her i Avedøre, får man en trist tanke...måske de i de fine politiske saloner og direktorater slet ikke er sat i verden for at varetage vores interesser og sundhed, men nogen andres?

I alt for mange år har vi, mest i skåltaler, hørt om støjreducerende værn, asfalt og dæk, om at biltrafikken skulle reduceres, om at der skulle tages hensyn til os, der bor med støjen, både hjemme og i alle vore grønne områder?

Hvordan kan man, med den viden man har nu, bare fortsætte med at skovle mere af det i hovedet på allerede belastede borgere?

Var det et lægemiddel, var det vel blevet stoppet på grund af langvarige alvorlige bivirkninger?

 

Bekymret hilsen og Fredfyldt Nytår til alle!

N. Jensen, Avedøre

 

menu
menu