En af de største i HIF-historien runder de 80 år

En af de største i HIF-historien runder de 80 år

John Steen Olsen, - en fantastisk karriere, og et fodboldeventyr der først sluttede i Ajax Amsterdam i år

Et af de absolut største fodboldnavne i Hvidovre Idræts Forenings historie, John Steen Olsen, - eller "Grosser" som han kaldes blandt venner - runder de 80 år næste onsdag den 4. januar.
Ingen kan være mere "indfødt" end John Steen, der startede som lilleputspiller i HIF, debuterede på Danmarks fodboldlandshold i 1966, og var samme år med til at hjemtage det første danmarksmesterskab til Hvidovre. Han opnåede i alt 204 kampe for Hvidovre og scorede 48 mål. Derudover blev det til ikke færre end 17 A-landskampe.
Efter Europa Cup-kampene i 1967, tog han turen "over dammen" og blev professionel i amerikansk fodbold i Boston, og kom senere til hollandsk fodbold hos bl.a. FC Utrecht og Feyennoord og svensk fodbold i Malmø. Han sluttede sin karriere i barndomsklubben HIF, og etablerede sig som sportsudstyrsforhandler i Frihedens Butikscenter.
Fodbold på højt plan
Men fodboldeventyret var ikke slut, snarere tværtom. På opfordring valgte han nemlig at gå tilbage til fodbolden, først som agent hos "Euro-Player", men derefter til en fantastisk seniorkarriere hos den hollandske storklub Ajax Amsterdam, hvor han i godt og vel 30 år har været fastansat nordisk talentspejder. Normalt har denne klub en aldersgrænse på 62 år for ansatte, men det gjaldt altså ikke for Olsen fra Danmark, der fortsatte sit opsøgende virke indtil i år. Han har også i årenes løb "afleveret" adskillige spillere der har udviklet sig til europæiske topnavne. I flæng kan nævnes Zlatan Ibrahimovic, Marcus Rosenberg, Krohn Dehli, Kahlenberg og senere Christian Eriksen, Boilesen og Lucas Andersen.
John Steen Olsen er stadig medlem af sin barndomsklub Hvidovre, han følger divisionskampene på stadion, ligesom han er aktiv hos "HIFs Gamle Kæmper".
Siden hjemkomsten til Danmark  har John Steen Olsen været bosat på Peyronsvej i Solrød Strand, sammen med ægtefællen Lena, der i ungdommen var håndboldspiller på HIFs divisions hold.    
m
menu
menu