Spis dig gennem Kystagerparken

 Spis dig gennem Kystagerparken

Alle kan deltage i ”Vilde Urters dag” med sanketur i Kystagerparken lørdag 25. maj

Natur & Ungdom – Det Spiselige Hvidovre holder ”Vilde Urters dag” med sanketur i Kystagerparken lørdag 25. maj fra kl. 10.00 til 12.00.

Kystagerparken ved Hvidovre-kysten bugner af velsmagende vilde urter. I strandkanten finder vi strandkarse og strandmælde. Lidt længere inde i landet vokser brændenælderne sammen med skvalderkålen og den vilde kørvel. Lige nu er de alle nye og spæde. Mere lækre bliver de ikke.

Måske er du ikke så stiv til at bestemme spiselige vilde planter. Måske ved du bare ikke, hvor de vokser i mængder, så de kan samles med hjem. Vi inviterer derfor dig og din familie med på en sanketur i området, hvor du lærer at bestemme de bedste urter og hvordan du plukker dem og ikke mindst: hvor du får gode tips til deres tilberedning. Som afslutning på turen serverer vi – hvis vejret tillader! – en lille snack og en snak om at bruge vilde urter i køkkenet.

Aktivitetsleder på dagen er Søren Espersen.

Mødested: Kystagerparken ved Hvidovre Bådelaugs klubhus for enden af Lodsvej, og arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding

Arrangementet aflyses i tilfælde af dårligt vejr. Flere oplysninger på foreningens Facebook-side: facebook.com/detspiseligehvidovre.

Foto: Kystagerparken rummer andet end brændenælder. Her er det ”Nordens Wasabi”: Strandkarse.

menu
menu