Så gør dog noget ved parkeringen på Strandhavevej!

Så gør dog noget ved parkeringen på Strandhavevej!

Stærkt kritiske p-forhold, undvigende svar fra boligforening, kommunen og politiet, - og placeringen af et busstoppested har gjort det endnu farligere, mener Hvidovreborger

"Så gør dog noget!". Denne opfordring har både boligforeningen Hvidovrebo, kommunens Vej- og parkafdeling og politiet fået mange gange i de sidste par år. Men intet er sket, og alle kan se at parkeringsforholdene bliver mere og mere kritiske.
En af de beboere, der med stor tålmodighed har bearbejdet de nævnte instanser, er Janat Robinson, der har sit hus på Strandhavevej, og dagligt oplever trafikkaos og farlige situationer:
- Problemet er i første række at flere og flere som bor i lejlighed på Strandhavevej har to biler, enkelte endda også en arbejdsvogn stående, og den tid hvor der var plads til alle de biler på boligselskabets eget parkeringsareal er forbi, siger Janet Robinson. - Det betyder at bilerne i dag bliver parkeret på vejen, hvor der faktisk ikke er plads til at to biler kan passere hinanden.
- Hvad siger boligselskabet?
- De siger, at det er op til Hvidovre Kommune, og vil ikke gøre noget ved problemet, uanset det er en helt anden situation end dengang de etablerede p-pladser på eget område tilbage i 60’erne. Hos kommunen er der heller ikke meget hjælp at hente, her får man svaret at "det er et politisk spørgsmål", og også op til politiet at foreslå restriktioner .
Forkert stoppested?
Janet Robinson har forståelse for at mange - især de ældre borgerne og svagt gående - gerne vil have en busforbindelse til området nede ved havnen.
- Men jeg syntes, man skulle have talt med dem der bor her, inden man placerede et busstoppested på den farlige strækning på Strandhavevej især lige i et kryds, hvor mange skolebørn færdes. Det vil uden tvivl forværre en situation som allerede er dødsensfarlig for børn og forældre, der cykler til skole og børnehaver her i området. Et busstoppested på hjørnet af Baunevej/Strandhavevej er absolut ikke en god idé.
- Jeg frygter en gentagelse af en alvorlig episode for tre år siden, hvor jeg måtte samle et lille kvæstet barn op og tilkalde ambulance, efter han var påkørt af en bil uden for mit hus (lige over fra det ny stoppested). En sådan oplevelse har jeg ikke lyst til igen.
- Hver dag ser vi biler som har ikke frit syn til at køre frem, hvilket betyder at der opstår problemer for cykelister, og mange kører alt for stærkt på vej ned til havnen, - ikke mindst i sommerhalvåret på vej mod badestranden, parkområdet og havnen. Det er et rart at sted at bo og komme, men der må skabes mere sikkerhed, slutter Janet Robinson.                           
mads
menu
menu