Ja tak til samarbejde om folkeskolerne

Ja tak til samarbejde om folkeskolerne

SARA BENZON med svar til socialdemokraterne:

LÆSERBREV:  I sidste uges avis spørger Socialdemokraterne, Kenneth F. Christensen og Anders Liltorp om der er en voksen til stede i Børne- og Uddannelsesudvalget.
I SF vil vi rigtig gerne samarbejde om folkeskolen. Vi vil gerne være med til at kigge på skolestrukturen. Skal vi lave udskolingsskoler, profilskoler eller noget helt tredje? Men vi vil ikke samarbejde om ikke at tage ansvar! Vi mener, at det er socialdemokraterne, som ikke er deres ansvar voksent. Skolerne er i årevis blevet svigtet i forhold til at skabe et bæredygtigt antal elever på alle skoler. Manglende politisk vilje har skubbet flere af skolerne så langt ud på kanten, at de nu stirrer direkte ned i kløften. Hvis vi ikke politisk tager ansvar nu, så kommer vi til at bruge de næste mange år på at hale dem op igen. Det kommer til at tage lang tid og det bliver dyrt.
I SF så vi hellere, at vi tog ansvar for, at alle skolerne stod med et balanceret antal elever fra sommeren 23. Sådan ser det ikke ud til at blive og det er vi rigtig ærgerlige over. Vi ville nemlig meget hellere bruge tiden og pengene til at løfte kvaliteten på alle vores skoler.
Vi ville sådan set meget gerne have samarbejdet om skoledistrikterne, men blandt andet meldte lige præcis socialdemokraterne ud, at de ikke ville være med. Det på trods af, at al forarbejdet til denne sag er udarbejdet med en socialdemokrat for bordenden af Børne- og Uddannelsesudvalget og en socialdemokrat som borgmester. En sag, der er blevet trukket så meget i langdrag, at skoledistriktsændringer ikke engang blev foreslået i sidste periode. I stedet blev tiden brugt på at udarbejde en ny skolestruktur, en ny budgettildelingsmodel for skolerne og principper for distriktsændringer. Alle tre har socialdemokraterne nu selv været ude og erklære ubrugelige. Altså fire spildte år for vores skoler. Det vil vi i SF ikke være bekendt!
Jeg er rigtig glad for det samarbejde, der har været med de tre nye konservative i Børne- og Uddannelsesudvalget. De har virkelig vist, at de er klar til at tage ansvar, også for en sag, hvor andre er løbet fra det for længe siden.
Ja, i SF gik vi til valg på “at være sammen om Hvidovre” – og vi arbejder hårdt på at leve op til det. Men at være sammen om noget betyder også at tage ansvar for noget – også det der ikke er feel good politik. Hvis vi ikke som politikere tør det, så bremser vi den gode udvikling i kommunen. Vi har lyttet virkelig meget til borgerne i forbindelse med ændringerne af skoledistrikterne. Men vi kan ikke gøre alle glade i denne sag og samtidig sikre, at vores skoler har de bedste rammer til at skabe god trivsel og undervisning af høj kvalitet for alle børn i Hvidovre.
Det er hverken let eller rart, at skulle ændre skoledistrikterne – men det er nødvendigt! Socialdemokraterne er velkomne til at deltage i det samarbejde, der faktisk tager ansvar.
Så kære Kenneth og Anders. Jeg kan berolige jer med, at der en voksen til stede!
Jeg glæder mig til at sidde for bordenden i det kommende samarbejde – I er velkomne!
Sara Benzon,
formand for Børne- og
Uddannelsesudvalget, SF
menu
menu