Han genrejste den lokale nærradio og pensionistforening

Han genrejste den lokale nærradio og pensionistforening

Jan Nørregren 70 år

På mandag den 19. juni kan den tidligere stationsleder på Hvidovre Nærradio, Jan Nørregren, Michael Berings Vang, fejre 70 års fødselsdag.

Den særdeles vellidte og initiativrige Nørregren sagde i 2018 farvel ved en velbesøgt afskedsreception, efter mere end 20 års virke som "styrmand" for den lokale nærradio, som det lykkedes ham at gøre til mere end en "musikalsk-sludder-for-en-sladder"-radio. Både det lokalpolitiske, foreningsarbejdet for såvel unge som ældre, og idrætten fik plads i "hans" radio.

Blandt hans mange initiativer har også været en række musikarrangementer og ikke mindst hans medvirken omkring motionscykelløbet "Tour de Hvidovre", samt oprettelsen af støtteforeningen Hvidovre Nærradios Venner.

Mand med mange mål

Jan Nørregren har også en bemærkelsesværdig fortid som fodboldspiller på 1. divisionsholdet i Brønshøj, hvor han var en frygtet centerforward med mange mål i støvlerne. Senere blev han træner i en række klubber. både herhjemme og i Sverige, ligesom han senere har medvirket i Hvidovre Fodbold, bl.a. som speaker til divisionskampene på stadion.

Lokalt må det også nævnes, at han har gjort en stor indsats for Hvidovre Pensionistforening, hvor han specielt har været meget aktiv omkring denne forenings tvangsflytning fra Risbjerggaard, og store risiko for en nedlukning af denne kommunens ældste og største pensionistforening. Han medvirker stadig her, hvor foreningen har fundet sig nogenlunde tilrette i en genrejsning i lokaler i Strandmarkens Fritidscenter.

En anden stor interesse har i mange år været det journalistiske arbejde med interviews og arrangementer, bl.a. omkring travsporten rundt om i Skandinavien, og især i Sverige, hvor han har mange gode kontakter og venner. Lidt sygdomsmæssige skavanker har dog nedsat kadancen en smule på det seneste, men det bliver nok til lidt rejser hist og her.

 

-m
menu
menu